410 / 425
402
Frihedens Forsvarere.
3
|i)et er dog en Lykke her til Lands,
Hvor Frihedeil er i Fare,
At her findes Mænd, som den menige Mands
Interesser saavel til Lands som til Vands
Frimodig og djærvt tor forsvare!
Thi det kan ej nægtes, Regeringen her
Er en af de mest vilkaarlige;
Den lægger Planer og smedder Sværd
Mod raske Præsters g-lade Færd
Og Oxer, hvis Lunger er daarlige!
De syge Oxer en Medfart har faa’t,
Som ikke kan Venstre fryde;
Man deres moralske Ret har traadt
I Støvet, idet man har fundet for godt
Dem Rejser rent at forbyde.
Sligt Forbud maa dog i Hjærtet paa hver
En Venstremand fremkalde Rørelse:
Det ligger for ham jo saa snublende nær,
A t et Præcedens man skaber her
Til S t avnsbaande t s Gjenindførelse.
Thi er man ustraffet naaet saa vidt
Ved Hjælp af Regeringsforbuddene,
At Ox e r tør ikke bevæge sig frit,
Saa er der jo bare et lille Skridt
Fra dem til Folketingstudene.
Og ESTRUP mod dem har aabenbart ondt
I Sinde, thi nødig hart taaler
Den Race, som rejser i Landet rundt
Og optræder i sin lovlige Dont
Som brølende Undermaaler.
Er først den stavnsbundne Talmajestæt
Med Træhesten bragt i Berørelse
Samt med den spanske Kappe beklædt,
Saa vanker der vist ikke mere Diæt
Endsige Rejsegodtgjørelse!
— Nej, slig en Plan, saa tyrannisk og ful,
Skal hæmmes og bringes for Dagen
Fra Kancelliets lønligste Skjul;
Thi nu har
B e r g
og
A l b e r t j
og
JU E L
Med Alvor sig taget af Sagen.
Og
T a u b E R er vred ,
thi
ikke
saa let
Sin Omhu for Beuf han forgjetter;
Derfor vil nok «Udvalget» blive komplet
Til Sikring af Dyrenes Menneske-Ret
Og Menneskets dyre Retter.
Væddeløbet mellem Lejregreven og
Bogekongen.
(En gammel Historie.)
j||||iy |p .
Det var en Gang en
Ø h
<-
Sommermorgen i Høsttiden,
just da Hjærte-Træerne blom-
'
sirede. Frihedssolen straalede
gyldent paa Venstres syvende
j i å .
Himmel. Lærken sang ved Brcd-
*¡*§§¡11111? den af Schelde, Seminaristerne
summede om Talerstolene, og
de opvakte gik i deres Kisteklæder og med Bulehatte
paa til Venne-Møder, kort sagt: alle vare glade og for
nøjede, og Chresten Berg ogsaa.
Men Chresten stod udenfor sin Dør, havde lagt
Armene over Kors, saa sig omkring og nynnede: «1
alle de Riger og Lande«, saa godt eller daarlig en
Exdegn formaar at synge paa den kjære Søndagmorgen.
Medens han nu stod saaledes, faldt han paa den Tanke,
at han dog, medens lille Eedvard vaskede hans Med
arbejdere og klædte dem paa, kunde gjøre en lille Tur
ud i Landet og -se, hvorledes hans oplyste Vælgere
stode. Disse havde nemlig fæstet Rødder nærmest ved
hans Fløj; han plejede at faa Folkegaver af dem til
sig og sin Familie, og derfor ansaa han dem for sine
egne. Han var ikke kommen langt fra «Morgengnavet«
og vilde lige til at dreje omJens Busk, da han modte
Lejregreven, der var gaaet ud i et lignende Ærende,
-nemlig for at se til sine Kaalhoveder. Da Berg fik
Øje paa ham, bød han ham et venligt «Tak for sidst!*
Greyen, der paa sin Vis var en meget fornem Herre,
og dertil grulig konservativ, besvarede ikse Chrestens
Hilsen, men sagde, idet han paatog sig en rigtig ari
stokratisk Mine^ »Hvordan kan det dog være, at Du
allerede saa- tidlig hat faaet BhrseLæder i Skoene?«-
«Jeggaareg spaserer,« svaredeChre-sten. «Spa-
-sorer!» sagofe Lejre greven, «jeg synes, Du kundebruge
Dine Ben til noget bedre.« Denne personligo Bemærk
ning ærgrede i høj Grad Bogekongenr thi ved hans
aabne Pande kan han nok taale, at man rører, men
derimod ikke ved hans Ben.
»Bilder Du Dig ind,«
sagde han, «at Du kan. udrette mere med dine Ben?
Jeg vædder, at jeg kommer først, naar vi. to skal lobe
om Kap!» -— «Det er til at le sig ihjel over!« sagde
Greven. »Du med dine" skjæve Ben! Men for mig