120 / 297
105
Slummer. V ingerne synes at falde, navnlig den venstre er
af stor og gribende V irkning ved sin døende Hensynken.
Hovedet og den venstre A rm hviler paa A skeu rn en , som
den venstre Haand har prydet med Cypreskransen; den
højre holder den omvendte og udslukte Fakkel.
Venstre
B en er indhyllet i D rap erie t, som bølger bag det svagt
bøjede højre B en , og paa en m esterlig, utvungen Maade
udfylder Mellemrummet mellem F igu ren s venstre Side og
Urnen.
Underkroppens Fo rm er ere maaske lidt vel kvin
delige og Forkortningen a f det i • D raperiet indhyllede
B en ikke aldeles rigtig, men des uagtet er hele Sk ikkel
sens blide, døende Hensynken a f stor Virkning.
Man sammenligne dette skjønne, ædle og dybt følte
Væ rk med Paryktidens andre Billedhuggeres Gravmæ ler,
med P igales theatralske Marmorscene i S trassbu rg, med
Berninis Gravmæle i Peterskirken over Urban V I I I . , hvor
Døden med Knokkelhaand skriver Pavens G ravskrift paa
et Marmorblad, eller med A lexander V I I .s Monument
samme S te d s , hvor Skelettet som et grinende, uhyggeligt
Spøgelse løfter Forhænget, der skjuler Gravens Indgang,
som om det opfordrer til at træde ind.
Ogsaa i tidligere
Tid afbildede man Benraden paa Gravstene, men i Dødens
R o ; her er Skræmselen levende uhyggelig virksom , In d
trykket næsten gruopvækkende.
D et er ikke Berninis og
hans Efterfølgeres Knokkelmand, men de gamles Thanatos,
W iedewelt vil gjengive.
D et er k lart, at han ogsaa her
betegner et mægtigt F rem sk rid .
D et Weisseske Monument blev højt beundret a f D a
tiden og er alt for lidet kjendt a f Nutiden.
D o g , heri
deler det kun Skjæbne med de fleste a f Mesterens øvrige
Værker. D e da levende forstode bedre at skatte det, og
de smagfuldeste Kunstdommere priste „Dødens Genius“ i
stærke Udtryk.
Ogsaa den kyndige Hennings beundrer
denne Skikkelse1), navnlig V ingernes F a ld . Dog tilføjer
han: „L e racourci de la jambe gauche semble être un peu
2) Side 102.