264 / 437
18
HJEMVENDT
er i kurs som livsanskuelse mellem bønderne, men som alligevel utvivlsomt
præger de dybere drag i sjælelivet langt stærkere end tolk selv ved al, og
som i svære tider danner et reservefond af uberegnelig værdi.
Alle disse træk genfandt jeg her et for et, blot modificerede en smule
ved det krav
0111
større åndelig smidighed og evne til indleven
1
tremmede
tankegange, som livet mellem mange mennesker stiller. løvrigt kendte jeg
manden udmærket, vi var så at sige bysbørn, blot forskellige i alder. Han
stammede fra en af de store bøndergårde eller små herregårde i Vestjylland,
som på en anden egn vilde være hjemfalden til en ikke sjældent ubehagelig
proprietærtype, men hvis indehaver i hvert fald tidligere blot dannede toppen
af bondebefolkningen på stedet, og efter mit skøn giver den bedste illustra
tion til, hvad ældre tiders storbønder betød. En noget videre horisont, sik
kert delvis fremkaldt ved det forhold, at enkelte af sønnerne så ofte slog
ind på studeringer; lidt større proportioner i det hele, men iøvrigt intim
forbindelse med den gamle bondekultur med den sans for sjælelig og mate
riel ægthed, der fulgte med, det var hovedlinjer i disse familjers karakter.
Manden, jeg havde fået øje på, var netop en sådan næstældste søn, kom
som rus ind til hovedstaden midt i firsernes beske og stærke røre, hvori
han tog livlig del, men valgte (som jeg tror i kraft af et sobert instinkt)
ikke sit studium indenfor åndsfagene, men studerede medicin. Fremragende
dygtig, som han var, blev han i København og oparbejdede der en meget
anset kirurgisk specialist-praksis. Midtunder dette forsømte han ikke sine
andre interesser, men tog ikke sjældent del i diskussioner om ting, der hørte
åndslivet til; han var måske de nye legioners mest rettroende mand og
gennemførte det såkaldte fritænkerske syn med ualmindelig konsekvens.
I mine tidligste studenterår var jeg kommet ikke lidet i hans hjem og
havde der lært at vurdere hans strengt redelige tankegang. I nogle år havde
vi dog knn setes med lange mellemrum.
Jeg gik ind i toget vestpå uden at se, om han var med der, og vi var
allerede kommet forbi Kolding, igennem bakkelandet og ud på de store midt
jyske hedeflader, da han kom hen til mig i waggonens sidegang og hilste.
Efter et par første almindelige bemærkninger stod vi sammen og så ud over
det marts-nøgne land, hvor lave gårde dukkede sig hist og her under en
vældig himmel af gråvejr. Den foregående dag var der kommet en smule
sne med stærk blæst, så pløjemarkerne lå stribede al hvidt og gråsort, hele
landet var spættet som en hjejleryg med enkelte nybygningers grelle røde
som den eneste stærke farve i billedet.
Toget holdt ved en station. Nogle få mennesker steg ud og steg ind.
Vi gled igen sagte frem. Så sagde han: »Jeg har taget mig fri for en
tid, fået en kollega til at overtage min praksis. Jeg skal hjem og se til
mor.«
Lidt efter: »Jeg skal i det hele hjem og se til min barndomsegn igen,
om jeg kan kende den. Det har jeg ligesom fået brug for.
Det er nemlig gået mig sådan, ja det er lidt underligt at måtte tilstå
det, når man er fyldt halvtreds og er professor og doctor i medicinen, men
forholdet er virkelig det, at mine omgivelser derovre i København, de er