265 / 437
HJEMVENDT
19
voksede mig over hovedet i en vis retning. Jeg står nede på jorden og
kommer aldrig højere, og nu vil jeg over og se, hvordan det går for andre
mennesker, dei står samme sted som jeg selv; om jeg ikke kan løere noget
af dem.
Ja, De er naturligvis for ung til ret at forstå det jeg siger her, men De
er jo alligevel en af dem hjemmefra, og hvem ved, hvordan det kan gå
Dem selv.
De ved vist, at jeg hørte til de hold, der i sin tid kom over
til København og fik sjælene skoldede for religion. Vi blev jo noget nøg
terne, fiøs vel også lidt i begyndelsen, men vi troede, det var ligesom is
koldt styrtebad, brutalt, men styrkende. Og det gik jo også godt nok for
de fleste.
Men hos nogle af os, der kom
det
til at spille ind, som man aldrig
burde glemme, når man vil »revoltere menneskeånden«: at almuen og alt, der
hører den til, den tænker kun i billeder, og den kan ikke tåle, at de bliver taget
fra den. Det er kun de gamle hjerner, der har været under kultur i gene
rationer, og hvis blod er blevet lidt køligt og lidt tyndt, der kan begejstres
for abstraktioner. De umiddelbare i ånden, de dør, når deres næring bliver
taget fra dem.
Dengang billedstormerne huserede herhjemme på reformationstiden, da
var det jo almuen, der huggede de gamle helgener til pindebrænde rundtom
i kirkerne, men det var de nye lærde, der stod bagved.
De har jo nok lagt kraft i huggene,bønderne og håndværkerne, der
splittede alt det gamle ragelse ad, for de varjo børn, og børn vil gerne slå
itu; men alligevel tror jeg, det bagefter har gjort nogle af dem ondt for de
gamle ormstukne og elskede hjælpere, der gik i løbet.
Og vi, åh, vi undlivede barndoms-guderne med lidenskab. Skulde nogen
kunne slå hårdere end os, der skulde miste alt?
Se for mig, der var det jo netop
det,
jeg skulde have beholdt; det var
så at sige min fædrenearv, jeg forødte ved den lejlighed. Min skæbne var
jo den, at alt det derhjemme,
det skuldejeg miste, jorden og menneskene
og den hårde blæst. Og den
jordklumpjeg skulde have med, som andre
træer, der skal plantes om, det var alle billederne fra min barndom og mors
stemme og de gamle salmer.
De må nu ikke opfatte mig som renegat.
Mine
skibe er brændte, og
der er ikke vej tilbage. Men det er gået op for mig, at tiden ikke har
været helt god ved bondesjæle som min. Det er slemt at fryse, når man
bliver ældre.
Hjemme i København forstaar de mig jo ikke. Mine egne sønner volti
gerer tilsyneladende gladelig oppe i den abstraktionernes luft, hvor jeg er
for tung til at komme. Men den evne er jo ogsaa købt på bekostning af
en generation — mig.
Sagen er, at førerne i gennembruddet, det var tænkere og æstetikere og
politikere, ikke seere og digtere. Derfor havde de heller hverken magt eller
ret til at få almuen med sig. De formåede ikke at skabe de nye billeder,
der skulde give den næring. De templer, der byggedes i min ungdom, var
lovlig luftige for jordsønnerne. Vi
så
ikke guderne mere.