267 / 437
HJEMVENDT
21
Der visner ud af m it mindes gem
en vandrings rastløse færd,
et stort vild t hig imod lykkens
morgenrødmende skær.
Nu finder jeg den jo her.
De tusinde vejes støvhvide sten
og gadernes grå asfalt,
de slidblanke skinners mile,
som ingen endnu fik talt,
åh, nu har jeg glemt det alt.
Jeg snuser op i m it næsebor
en b lid og gammelkendt em;
den liste r fra staldens båse,
fra luger, der står på klem;
den siger m ig: jeg fandt hjem.
De fjerne havnes lokkende duft
af fremmede zoners frugt,
de svinder bort af min hjerne
fo r denne fattigmandslugt
af kornneg, der samler fugt.
Den blæst-revne have klager i sus,
dump tale af gamle træer;
af al god rigdom på jorden
er ingenting noget værd
mod gange og buske her.
Jeg hører i mørkets stigende vind
en spæd og dirrende klang,
det er jo min egen moder,
der synger sin aftensang
mod natten, der bliver lang.
Min livsvejs brogede sange, der lød
fra kvinder i blåt og rødt,
her, under lyset fra ruden,
er alt det tyst blevet dødt.
Mo’rs stemme klager så sødt.
Jeg føler over m it stride hår
en hånd, der er varm og blød ;
jeg hviler m it trætte hoved
ned i min moders skød.
Min vandring er glemt nu, død.«
HOLGER SANDVAD.