275 / 437
SOLSTREJF
Nys var jeg træt, bedrøvet indtil Døden,
I Sindet ruged Mismods kolde Nat;
Nu ser jeg lige ind i Morgenrøden,
Og jeg kan atter gribe Livet fat.
Jeg holder det imellem mine Hænder,
Det smiler mig i Møde fra din Sjæl;
I Jubel jeg en Takkebøn dig sender,
Gudinde, se, dit Øje byder: »Knæl«.
Jeg maa tilbede dig, jeg kan ej andet,
Du ejer alt, hvad jeg har drømt engang,
Og hvis jeg kysser dine slanke Fingre,
Tilgiv, jeg følger ene Hjertets Trang.
LAURITZ VØHTZ.