87 / 320
80
Den nævnte Sang, som blev sungen før Talen, lød saa
ledes:
Nys vemodsfuldt vi sendte jo
En Afskedshilsen til den Bo,
Hvor før vi glade vare.
Thi hver en Plet var Hjertet kær,
Der Kjædens gode Aand var nær
Os, lille blinde Skare.
Aldrig,
Aldrig
Kan vi glemme.
At der hjemme
Kjærligheden
Ledte os til Evigheden.
Mon Leddet nu i Kjæden brast,
Som bandt til Hjerterne saa fast
Os smaa med tilslørt Øje?
Er Kjærligheden da udslukt,
Der Porten efter os blev lukt?
Nei! Herren i det Høje
Kjærligt,
Kjærligt
Os indfatter
Nu og atter
I sin Kjæde
Til hans Ære og vor Glæde.
Thi her, hvor Løvværks tætte Tag
Sig hvælver nær ved Bølgeslag
Mod Sjølunds skønne Strande,
Ved Øresundets lille Bugt
et Tilflugtssted, saa venligt smukt,
For os lod Kjæden stande.
Velsign,
Ja, sign,
Gud, de Hænder,
Som os sender
Hjemmets Gave
Her i Danas skønnest Have.