88 / 320
81
Kantaten, som blev sungen efter Talen, lød saaledes:
Solosang :
Mildt i Naude ned til os Du se,
Ned til os, der her i Mørket famle!
I Dit Navn skal al vor Gerning ske,
Derfor med Fortrøstning vi os samle,
Takke Dig for hver en Dag, der svandt,
For hver Blomst, som paa vor Vej vi fandt.
K o r:
Ja Glæder blomstre paa vor Vej!
Den Tankeløse seer dem ej,
Og koldt fra os sig vender;
Han aner ej, hvor meget Smukt
Vi gribe paa vor Tankes Flugt;
Han aner ej den Stjerneskat,
Der slraaler i den Blindes Nat!
I Poesiens Urtegaard
Saa mangen herlig Vinstok staar,
Der styrker og forfrisker;
Vi kvæges af dens ædle Vin,
Og mangen Perle, klar og fin,
Der gemmes dybt paa Bæg’rets Bund,
Gjør Sjælen dobbelt stærk og sund.
I Tonerne der bor en Magt,
En hemmelig, der staar i Pagt,
I hellig Pagt med Himlen.
Ved dem slaar Hjertet let og frit,
De løfte os fra Jorden tidt,
Og i hver Klang, der Hjertet naar,
Er Balsam for dets skjulte Saar!
Ja selv fra Livets travle Færd
— Saa fjern fra os og dog saa nær —
Naa Toner til vort Øre.
Alt, hvad der tegner godt og smukt
Og siden glæder med sin Frugt,
Det naar til os — det Andet, nej!
Det Hæslige, det se vi ej!
6