393 / 646
384
Københavnske Tilstande omkring 1820.
alle fire Hjørner og under den almindelige Forvirring
slippe ud af Byen. Da paa den selvsamme Dag Kom
missionen, under hvis Opsyn Anstalten staar, netop var
forsamlet, og en af de sammensvorne blev kaldet ned
til den, saa frygtede de andre, at deres Forehavende
var forraadt, og hastede derfor med Udførelsen deraf,
skønt de havde besluttet først at lade det bryde ud om
Natten, eftersom den selvsamme Nat alle Byens Porte,
som sædvanligt i Dyrehave-Tiden, stode aabne, og deres
Anslag altsaa bedre kunde lykkes. De forsøgte altsaa
med Magt at bryde ud, men den i Anstalten sig be
findende militære Magt, der forstærkedes af den ved
Amagerporten, gjorde dem saa tapper Modstand, at de
intet kunde udrette. Med den Trusel, at de nok skulde
vide at skaffe sig Udvej, begave de sig tilbage til deres
Værelser, hvor de grebe til det sidste, fortvivlede Mid
del, som de havde aftalt at benytte sig af, om alt
skulde slaaet fejl, nemlig at stikke Bygningen i Brand,
for saaledes at slippe ud. Ilden greb saa hurtigt om
sig, at i mindre end 1 Time, omtrent Klokken
61/2
om
Eftermiddagen, den hele venstre Fløj tilligemed Kirken,
der staar midt i Bygningen og vender ud til Børnehus
torvet, samt det tilhørende Taarn stode i lys Lue. For
at forhindre Fangerne, der nu havde forsamlet sig nede
i Gaarden, fra at sætte sig i Frihed, bleve Kanoner
hentede fra Laboratoriet, som og Afdelinger af Soldater
sendtes fra alle Regimenterne, ligesom og Borgervæb
ningen forsamlede sig for at være paa rede Haand,
hvis det skulde gøres fornødent. Hans Majestæt, som
straks havde faaet Underretning om det udbrudte Op
rør, kom ogsaa ind fra sit Sommerpalads Frederiksberg
og begav sig hen til Børnehuset, som han først forlod,
da alting var bragt til Rolighed. Foruden Byens Sprøj
ter med det dertil fornødne Mandskab var ogsaa en
stor Mængde Mennesker af alle Stænder strømmet ud