100 / 188
I den første Tid nød de kronisk syge dog
ikke godt af den Rabat, der ydedes Sygekas
serne, men da Kravet blev rejst, kunde man ikke
bestride det berettigede deri.
I November 1903 tilskrev
F r e m t i d e n
Køben
havns og Frederiksberg Kommuner med An
modning om, at de kronisk syge blev stillet lige
med andre Sygekassemedlemmer. Samtidig rej
stes Kravet gennem Samvirksomheden, idet de
øvrige Sygekasser efterhaanden ogsaa havde
faaet nogle enkelte kronisk syge, nemlig Med
lemmer, der havde opbrugt deres Sygehjælp og
var genoptaget i Sygekassen med Reservation for den kroniske Lidelse.
Københavns Kommune tiltraadte først Andragendet, og paa General
forsamlingen 2. April 1905 vedtoges det som Følge af denne Indrøm
melse at tilføje Vedtægten en Bestemmelse om, at de Medlemmer, der
boede i København, og som var optagne med kronisk Lidelse, for
hvilken de ikke var berettiget til Hjælp af Sygekassen, fremtidig kunde
indlægges paa Kommunens Hospitaler for samme Betaling, som var
gældende for andre Sygekassemedlemmer, naar Sygekassen kautio
nerede, og Betalingen refunderedes Sygekassen af de paagældende
Medlemmer. Allerede det følgende Aar udvidedes denne Bestemmelse
dog til ogsaa at omfatte Sygekassemedlemmer, der var bosatte paa
Frederiksberg.
Bestemmelsen i Fattiglovens § 63, der fastsætter, at Sygekassemed
lemmer, der har opbrugt deres Sygekassehjælp, har Ret til en tilsva
rende fortsat Hjælp fra Kommunen uden Fattighjælps Virkning, har
for Kassens Medlemmer haft en ikke ringe Betydning. Selv om en Del
har undladt at søge denne Hjælp, fordi de har været saaledes økono
misk stillet, at de forsørgelsesmæssigt ikke kunde anses for ubemid
lede — f. Eks. Hustruer, der ikke havde selvstændigt Erhverv, og hvis
Mænd var i nogenlunde godt Arbejde — er der dog af vore Medlemmer
et enkelt Aar, nemlig 1922, da Antallet var størst, henvist ikke mindre
end 826 til at søge saadan Hjælp, og saavidt vi har kunnet skønne,
har den allerstørste Part opnaaet Hjælpen.
Borgm ester J. Jensen.