96 / 188
syge forøgede Sygeudgifterne ud
over Gennemsnittet, selv om de ikke
havde Ret til direkte Hjælp for den
kroniske Lidelse.
I Realiteten var denne Ordning
en Formindskelse af Statstilskudet.
End ikke ved Hjælp af en Regu
leringsfond, der samtidig oprettedes
for derigennem at udligne Statstil
skudsfordelingen, var det muligt at
opnaa det samme Beløb som efter
den tidligere Lov. I Princippet var
den nye Form for Statstilskudsfor
delingen derimod et Fremskridt —
et nyt Grundlag, der gjorde Syge
kasserne interesserede i at paatage
sig flere og flere Opgaver, naar blot
de indskrænkende Bestemmelser
Aar, før Skrankerne faldt.
Efter at Sygekasserne for Aarene 1918— 20 havde modtaget et ekstra
Tilskud fra Staten som Dækning for de Udgifter, Spansk Syge -Ep ide
mien havde foraarsaget, gennemgaaende for
FREMTIDENS
Vedkom
mende med ca. 1 Kr. aarlig pr. Medlem, ændrede Sygekasseloven af
6. Maj 1921 Statstilskudet, saa at den nye Form, hvor Tilskudet stod
i Forhold til Udgifterne, kom til at virke i sin fulde Udstrækning. Vi
maa dog her indskrænke os til at nævne de vigtigste af disse Bestem
melser. Maksimumgrænsen ophævedes. Det faste Tilskud pr. Medlem
forhøjedes til 3 Kr.
lU
af Udgifterne udvidedes til ogsaa at omfatte
Medicin og al udbetalt Dagpengehjælp. De kronisk syge fik Ret til
at erholde Sygehjælp for den ved Optagelsen konstaterede kroniske
Lidelse i samme Omfang som for andre Sygdomme, og det Beløb,
som de kronisk syge koster Sygekassen mere end andre pr. Medlem,
refunderes af Staten og Kommunen med Halvdelen af hver udover
det almindelige Statstilskud.
Dermed var den Idé, der laa til Grund for Oprettelsen af Sygekassen
■
V. L. Faber,
Sygekasseinspektør 1920— 1923.
fjernedes; men det varede ca. 6