64 / 130
stærkt sammensatte Leddelinger med næsten gnidrede
Profiler i alle Slags Indramninger af Portaler og Vin
duer; af Ornamentet laver den bizarre og viltre
Tingester — og overalt glæder den sig ved elegant
svungne Liniers Gratie og en dreven plastisk Udtryks-
maade, der svinger fra de fineste til de stærkeste Virke
midler. Aldrig er Rococoen kedelig, altid overraskende
ved „artige Inventioner“ og ofte viser den den mest
forbløffende Despekt for traditionel dekorativ Kor
rekthed. Den er Stilarternes „enfant terrible“ .
Medens den ældre Barok havde foretrukken stærke
Farver i Facaden, er Rococoen tilbøjelig til at arbejde
med pudsede og graamalede Facader — diskret og
enkelt.
Rococoen krævede — for ret at udfolde sig — Sand
sten til Beklædning af Husenes Ydre, men sligt havde
selvfølgelig kun de færreste Raad til. Facader helt i
Sandsten er da ogsaa saare sjældne. Man træffer dog
enkelte paa sin Vej, og de ligger, saa godt som alle
i den rigt bebyggede Frederiksstad, hvor det egentlig
var ønsket, at der — saa tæt ved Havnen — skulde
opstaa et Industrikvarter, men hvor det for en stor
Del blev velhavende Borgere af alle Slags og Hof- og
Embedsmænd, der slog sig ned. Det er nok her at minde
om de fire store Palæer, fire af Landets rigeste Grever
opførte omkring Amalienborg Plads. Det var ogsaa i
dette Kvarter, Generalbygmester L. Thura 1757 op
førte sin Privatbolig,
Amaliegade Nr. 25,
Mønsteret
paa et fornemt Privathus (S. 87).
Hvor er det ikke livligt og capriciøst, trods stræng
Overholdelse af Ordenskravet og skønt Facaden nu
staar graat i graat. Men de gullandske Sandstens graa-
lige livedes i sin Tid svært op af poleret norsk Mar
mor, der er anvendt i Enkeltheder eller til Indfatning
af Porte og Vinduer. Facaden er komponeret, som
man netop havde lært det i Midten af 18. Aarhundrede,
62