abels død

Forsagt han ligger, han som var saa modig,

Hans Læbe stum, hans Pande bleg og blodig,

Og hvid den Kind, som nylig blussed rød! -

Hvad er der hændt ham? Faderen udbrød,

Mens over Sønnen ned han dybt sig bukked.

Hans Broders Haand varmodham, Eva sukked,

Med denne Green hans Tinding nys han traf.

Nu flygter Kain, ræd for Herrens Straf,

Og ei at vende hjem han mere vover.

Men Adam svarer: Drengen dybt jo sover!

En dunkel Drøm hans Sjæl nu favnet har.

Kan ei du mindes, da han lille var,

Hvordan han styrted ned fra Palmegrenen

Og stødte Hovedet tilblods paa Stenen?

Dengang bedøvet laa han og som nu.

Her vil vi vaage hos ham, jeg og du,

Og af min egen Kappe skal han dækkes,

Til af sit dybe Blund igjen han vækkes.

Saa spredte Adam ud det lune Skind,

Til Skjerm for Abel imod Sol og Vind;

Han dækked til hans Mund, hans Kinder hvide,

Og satte ned sig ved den anden Side,

Og greb den Haand, som var med hans i Slægt.

Saa sad de, bøied' under Tidens Vægt.

Thi for Forventningen kun langsomt sniger

Sig Tidens Bølge - draabeviis den viger,

For Eva tyktes den uendelig.