VBergsøeDeForbistredeDrenge

234

Stjerner i Uorden. Snart udsendte de saa en tør, brændende Hede, der mindede om Saharas Samum, snart en Polarkulde, som Hammerich passende betegnede ved „saadan en underlig kold Varme“ ; snart mindede en stikkende Svovl­ damp om Solfataras Kløfter, og snart troede man sig hensat til en lille Smedie paa Landet med idyllisk Røg under sodede Lofter. Men trods alle disse Udskejelser og trods dens hygi- einiske Fordærv, elskede vi „Stjernen“ som os selv og vilde ikke have mistet den for Alt i Verden. Den var vor Ven og vor Adspreder i de lange Vintres kedelige Skoletimer. Med den kunde vi stege Læreren og tvinge ham til at lukke alle Vinduer op; med den kunde vi ryge ham ud og skaffe os en Friluftstime; med den kunde vi lave „Stjerneskud“ , naar vi fik en ki­ nesisk Pistol kastet i Rørene, og ud af den kunde vi ved Hjælp af Svovlpulver paa Fyrsvamp faa saa megen Svovldamp, at vi fik Gymnastik istedetfor Latin. Jo — Stjernen var vor Ven — den adspredende Ædderkop i vort Fangenskabs Celle. Den første Time var indviet Kalligrafien. En lang, mager, teologisk Kandidat med et ganske fint Ansigt sad midt i Klassen, hen- sunken i at slibe Penneknive. Som Licenciaten