591176978

BØRNEPLEJESTATIONERNES Y> FØRSTE 10 AAR

KØBENHAVN DUPLEX-TRYKKERIÉT (HANSEN & SICK) 1919

I N I) H O L I).

Overlæge, Professor, Dr. med S. Monrad: Ved Børneplejestationernes 10-Aars Jubi­

læum .............................................................. S. 3

Kommunelæge l r. Asmund: Børneplejestationerne gennem 10 Aar . . . . S. 12 Dr. theol. Alfred Th. Jørgensen: Børneplejestationerne som filantropisk og som kirkeligt Foretagende........................ S. 26

5M>£

VED BØRNEPLEJESTATIONERNES 10-AARS JUBILÆUM. Af Overlæge, Professor Dr. med. S. Monrad.

e samvirkende Menighedsplejer har hedt mig om nogle Ud­ talelser i Anledning af Børneplejestationernes 10-Aars Ju­ bilæum. Jeg følger med Glæde denne Opfordring, ikke mindst fordi jeg derved faar Lejlighed til offentlig at udtale min Tak og Beundring for den utrættelige Energi, med hvilken De samvir­ kende Menighedsplejer har virket for Borneplejestationernes Vækst og Trivsel i de forløbne Aar. Da jeg ved Mødet den 20. Januar 1908 var med til at slaa til Lyd for denne Sag, var der for mig ingen Tvivl om, at Sagen i sig selv var god, men det stod mig ogsaa klart, at skulde Børne* plejestationerne virkelig faa nogen Betydning for Samfundet, maatte der fra de Ledendes Side sættes et meget betydeligt per­ sonligt Arbejde ind paa Sagens Gennemførelse. Det var ikke til­ strækkeligt at oprette Stationer, hvor man vejede og synede Bør­ nene, uddelte Mælk til Modrene o. s. v., man maatte have Folk, der forstod at vække Modrenes Interesse for Diegivningen og forstod at faa dem til at vedligeholde denne Interesse. At De sam­ virkende Menighedsplejer virkelig har haft Held til at knytte saa- danne Mennesker til Børneplejestationcrne, derom bærer de store og smukke Resultater af den lOaarige Virksomhed uomtvistelige Vidnesbyrd. Og den betydelige Indsats af Kræfter og personligt Arbejde, som har været ydet af Dr. theol. Alf. Th. Jørgensen, af Kommunelæge Asmund og Læge Chr. Brøndsted samt af Mcnig-

liedsplejerskerne, og uden hvilken hele Sagen uhjælpelig vilde være falden til Jorden, fortjener derfor den mest uskrømtede Tak. * * * Om selve Virksomheden i de forløbne 10 Aar og om de ind­ høstede Erfaringer vil Stationernes Læge, Dr. Asmund, give Med­ delelse. Jeg kan derfor hertil kun knytte nogle Bemærkninger af mere almindelig Natur. Det første Spørgsmaal, der ganske naturlig trænger sig frem, er dette: Ilar Børneplejestationerne ved deres Virksomhed formaaet at nedsætte Dødeligheden blandt spæde Børn? I 1908, det Aar, da Stationerne oprettedes, var Antallet af levendefødte Børn her i København: 12,793; af disse døde 1924 inden Udgangen af første Leveaar, d. v. s. 15,04 pCt. I 1918 var Antallet af levendefødte: 11,693; af disse døde 872 eller 7,46 pCt. Det er da en glædelig Kendsgerning, at Dødeligheden blandt Bom i forste Leveaar i Løbet af de anførte ti Aar er gaaet ned fra lidt over 15 pCt. til knapt 8 pCt. At mange forskelligartede Forhold, ikke mindst den forbed­ rede Hygiejne, har været medvirkende til denne betydelige For­ mindskelse af Dødeligheden blandt spæde Børn, er selvfølgeligt, men det er dog sikkert berettiget ogsaa at tilskrive Børnepleje- stationernes Virksomhed en Del af Æren for delte gode Resultat. Jeg véd vel, at man skal være meget forsigtig med at drage Slutninger af Tal; men naar man tager i Betragtning, at et ikke ringe Antal spæde Børn søger Børneplejestationerne, og at Døde­ ligheden blandt disse Børn er ualmindelig lav (2—3 pCt.), saa siger det sig selv, at Stationernes Virksomhed maa have haft en ikke uvæsentlig Andel i Formindskelsen af Børnedødeligheden. Et Par Eksempler vil vise dette: Af de i Aarct 1913 levendefødte Børn (11,683) søgte 566 (eller 4,8 pCt.) Børneplejestationerne; af disse Børn døde kun 14 eller 2,5 pCt., medens man efter Aarets samlede Dødelighedsprocent

for Børn under 1 Aar (10,07 pCt.) maatte have ventet, at der var død 57 Børn. Stationerne har altsaa ved deres Virksomhed i 1913 reddet 43 Born fra Død i forste Leveaar eller 3,6 pro mille. I Anret 1915 var Antallet af levendefødte Børn 11,443, af hvilke 1051 eller 9,18 pCt. døde i første Leveaar. Stationerne søgtes af 820 Børn (eller 7,2 pCt.); af disse døde 23 eller 2,8 pCt., medens man efter den samlede Dødelighedsprocent maatte have ventet, at der var død 75. / dette Aar reddedes altsaa 52 Born eller 6,5 pro mille. 1 1917 var Antallet af levendefødte Børn: 11,419, af hvilke 1133 eller 9,92 pCt. døde i Løhet af første Leveaar. Stationerne søgtes af 1001 Børn (eller 8,8 pCt.); af disse døde 20 eller 2 pCt., medens man efter den samlede Dødelighedsprocent maatte have ventet, at der var død 99. Der reddedes altsaa i 1917: 79 Born el­ ler 6,9 pro mille. Disse Tal siger mere end mange Ord. De viser, at Børnepleje- stationerne allerede eller 10 Aurs Virksomhed er naaet saa vidt, at de af hvert tusinde levendefodte Born redder syv fra Dod i forste Leveaar. Og da stadig flere og flere Børn søger ind under Stationernes beskyttende Vinger, tør man sikkert spaa, at de kommende Aars Virksomhed vil give endnu smukkere Resultater. Og her er der et Moment, der giver særlige Løfter for Frem­ tiden. Det er den Kendsgerning, al de ugifte Modre i stærkt sti­ gende Antal søger Børneplejestationerne. Medens en stor Del af de ægtefødte Børn helt eller delvis bli­ ver opammede af deres Modre og saaledes — takket være Moder­ mælken — undgaar mange farlige Sygdomme, har dette for de uægtefødte Børns Vedkommende hidtil været en Undtagelse. Sygeligheden og Dødeligheden blandt disse Børn har derfor altid været,uhyggelig stor. I 1908, det Aar, da Børneplejestationerne oprettedes, døde saaledes 21 af hvert hundrede uægtefodte Børn mod 13 af de ægtefødte. Skal Kampen mod den store Børnedode- lighed derfor krones med Held, maa man. i første Linje rette sine Vaahen mod Sygeligheden og Dødeligheden blandt de uægtefødte Børn, og her er Udbredelsen af Diegivningen det hedste Middel.

Det maa da hilses med Glæde, at Børneplejestationerne efter- haanden har faaet ogsaa de ugifte Modre i Tale, har vakt deres Interesse for Diegivningen og har formaaet at hjælpe dem saa meget, at i hvert Fald en delvis Opamning har kunnet finde Sted. Hvor stor Tilslutning Stationerne har faaet blandt de ugifte Modre, fremgaar af følgende Tal: I Aarct 1910 fødtes i Køben­ havn ialt 3229 Børn udenfor Ægteskab; af disse søgte kun 1G eller knapt V 2 pCt. Børneplejestationerne. / 1917 var Antallet af uægtefødte Børn lavere, nemlig 3127; af disse søgte ikke mindre end 198 eller 6,3 pCt. Børneplejestationerne. At en saa stærkt stigende Udbredelse af Diegivningen blandt de ugifte Modre efterhaanden vil give sig Udslag i en tilsvarende Nedgang af Dødeligheden blandt de uægtefødte Børn, er højst sandsynligt, og Tallene peger da ogsaa i denne Retning, idet Dødelighedsprocenten blandt uægtefødte Børn for Femaaret 1907 —11 var: 10,2, men for Femaaret 1912—16; 12,6. De aarlige Beretninger om Børneplejestationernes Virksom­ hed indeholder mange interessante Enkeltheder, som det kunde være fristende nok at lage frem til nærmere Belysning. Pladsen tillader imidlertid ikke dette, og jeg skal derfor nojes med til Slutning at omtale et enkelt Punkt. Det er de Tilfælde, i hvilke del ikke er lykkedes at gennem­ føre Diegivningen, skønt Mødrene gerne har villet det, og skønt de sociale og økonomiske Forhold ikke har stillet sig hindrende i Vejen. Saadanne Tilfælde forekommer i det hele ikke sjældent og er derfor ogsaa af og til set paa Borneplejestationerne. Hvor hyp­ pigt det er indtruffet her, fremgaar af følgende Tal: I 1910 lykkedes det saaledes ikke at gennemføre Diegivningen hos 23 af 423 Børn, d. v. s. i 5,4 pCt.; i 1912 i 1,3 pCt.; i 1913: 5,4 pCt.; i 1914 og 15: 3,2 pCt.; i 1916: 2,1 pCt. og i 1917 i 1,8 pCt. Hvorfor mislykkes disse Diegivninger? * * *

I det Foredrag, jeg holdt ved De samvirkende Menighedsplejers Mode i Januar 1908, og som lindes trykt i den lille røde Piece: Die- givningen, omtalte jeg nogle af de Forhold, der kan bevirke, at en Diegivning mislykkes, og jeg fremhævede her særlig: l) Over­ ernæringen. 2) Den ret almindelige, men som Regel forbigaaende Aftagen af Mælkeafsondringen i 3. til 5. Uge efter Fødslen. 3) Op­ træden af de maanedlige Blødninger under Diegivningen samt 4) Forskellige Diætfejl hos den diegivende Moder. Om disse fire Aarsager til Forstyrrelser i Diegivningen gælder imidlertid, at de som Regel kan afværges, naar de i rette Tid er­ kendes og tages under kyndig Lægebehandling; de har derfor næppe heller spillet nogen større Rolle ved de Tilfælde, i hvilke Diegivningen ikke har kunnet gennemføres paa Børneplejestatio­ nerne. Af andre Aarsager maa nævnes: Sygdomme i Brystvorterne. Absolut uigennemførlig er Diegivningen i alle de Tilfælde, hvor Brystvorterne er navleformede, det vil sige, hvor der i Virkelig­ heden slet ikke findes nogen Brystvorte, som Barnet kan svøbe. Ogsaa hos de Kvinder, der kun har smad og daarligt udviklede Brystvorter, kan det ofte volde betydelige Vanskeligheder al faa Diegivningen i Gang, fordi man her er nødsaget til, hver Gang Barnet skal lægges til Bryst, at trække Vorten frem ved Hjælp af en Mælkesilger — en Fremgangsmaade, der ofte smerter Mo­ deren og dog mangen Gang slet ikke fører til det ønskede Maal. Endelig hænder det ikke sjældent, særlig hos første Gangs fø­ dende, at Brystvorterne bliver Sædet for Revner eller Saar og som Følge heraf undertiden saa ømme og smertefulde, al Mode­ ren ryster af Angst, naar Tiden nærmer sig, da Barnet skal læg­ ges til Bryst. Ja, Smerterne kan i enkelte Tilfælde endog blive saa voldsomme, at Diegivningen maa afbrydes. Andre Gange kan der i Tilslutning til saarede Brystvorter udvikle sig en Byld i Brystet, og Diegivningen løber da ogsaa Fare for at blive ødelagt. Hvor hyppigt de her nævnte Sygdomme i Brystvorterne er forekommet paa Børneplejestationerne, véd jeg ikke, men det er vel sandsynligt, at nogle af de mislykkede Diegivninger maa skri­ ves paa denne Konto.

Inden vi forlader Omtalen af de sygelige og uregelmæssige Til­ stande hos Moderen, der kan bevirke, at en Diegivning ikke lader sig gennemføre, fortjener endnu et Forhold at nævnes. Jeg tæn­ ker her paa de ikke helt sjældne Tilfælde, hvor Mælkeafsondrin­ gen allerede paa et tidligt Tidspunkt af Dicgivningen tager gradvis af Dag for Dag, uden at der kan paavises nogen bestemt Aarsag dertil, hverken Sygdomme hos Moderen, indtrædende maanedlige Blødninger eller lignende. Det drejer sig her i Reglen om sunde, kraftige Kvinder, hvis Bryster er store og fyldige, men golde (de saakaldte Kødbryster). Og forsøger man i saadanne Tilfælde at øge Mælkemængden ved at lade Moderen drikke rigeligt og spise kraftigt, opdager man snart, al dette ikke i mindste Maade frem­ mer Mælkeafsondringen, men kun bevirker, at Moderen selv bli­ ver federe og federe. Vi staar her overfor en Abnormitet i Kon­ stitutionen og Stofomsætningen, som blandt andet giver sig Ud­ slag i en Mangel paa Evne lil at kunne producere Mælk, og Kvin­ der, der har en saadan Konstitution, vil aldrig kunne opamine de­ res Børn, hvor megen Umage de saa end gør sig. Tilbage staar at omtale de Tilfælde, hvor Aarsagen til, at en Diegivning ikke kan gennemføres, ligger hos Barnet og ikke hos Moderen. Saadanne Tilfælde er ingenlunde sjældne og kan ofte volde baade Moderen og Lægen meget Bryderi. Det drejer sig her om Brystbørn, der ikke vil trives, og som stadig har klum­ pede og skilte AfTøringer, trods det, at Moderen har rigelig, god Mælk, og trods det, at Dicgivningen foregaar regelmæssigt og normalt. For at være sikker paa, at Aarsagen virkelig ligger hos Barnet, maa man først foretage en Del Undersøgelser: ved at veje Barnet før og efter hver Diegivning forvisser man sig om, at det Kvan­ tum Mælk, Barnet drikker, er passende, og at der saaledes ikke kan være Tale om nogen Overernæring; ved at undersøge Mode­ rens Mælk konstaterer man, al denne er normal og derfor heller ikke kan være Skyld i Barnets daarlige Trivsel; fremdeles gen- nemgaar man Moderens Kost og overbeviser sig om, at hun ikke nyder noget, som kan indvirke skadeligt paa Mælken; og endelig undersøger man, om Moderen nyder Medicin, om hun er men-

strueret, og om hun i det hele frembyder Tegn til nogen Sygdom. Finder man ved disse Efterforskninger, at alt er i den skønneste Orden, men at Barnet desuagtet stadig har daarlig Afføring og ikke vil trives, da ligger Aarsagen hos Barnet selv. Da drejer det sig om Børn med en medfødt abnorm Konstitution og Stofom­ sætning, som blandt andet ytrer sig ved, at Barnet ikke kan for­ døje Kvindemælk, hverken Moderens eller andre Kvinders Mælk, hvorfor det heller ikke hjælper at give saadanne Børn en Amme. Hvorpaa denne ejendommelige Konstitutionsanomali beror, véd vi ikke ganske sikkert, men det synes, som om det særlig er Fedtomsætningen i Barnets Organisme, der er mangelfuld. Man har derfor ogsaa forsøgt at ernære disse Børn med centrifugeret Kvindemælk, men da en saadan Ernæringsmetode er for omstæn­ delig i det praktiske Liv, gør man bedst i resolut at gaa over til kunstig Ernæring og hertil vælge en fedtfattig Kost, enten tynde Sødmælksblandinger, halvskummet Mælk eller Kærnemælk. Og man vil da i de fleste Tilfælde blive Vidne til, at disse Børn, der ikke paa nogen Maade har kunnet trives ved deres Moders Mælk, efterhaanden faar normal Afføring og blomstrer op; samtidig svin­ der som Regel ogsaa de andre sygelige Symptomer, som denne Konstitutionsanomali kan give Anledning til, saaledes som haard- nakket Hudløshed og Arp, Ekzem, vedholdende Snue og Hoste o. s. fr. Som Følge af denne medfødte abnorme Konstitution hos nogle Børn mislykkes altid et vist Antal DiegiVninger, uden at hverken Moderens eller Lægens forenede Anstrengelser evner at udrette no­ get, og det er sandsynligt, al Flertallet af de Diegivninger, der ikke har kunnet gennemføres paa Børneplejestationerne, skyldes den­ ne uafvendelige Aarsag.

BØRNEPLEJESTATIONERNE GENNEM 10 AAR. Af Børneplejestationernes Læge ViIh. Asmund.

l" Gi 1 CD y H G i

1 9 0 8 -0 9 |

tf

S ta tio n e r n e

1913— 1914

1917— 1918

1 9 1 0 -1 9 1 1

1911— 1912

1912— 1913

1 9 1 4 -1 9 1 5

1915— 1916

1909— 1910

A m a g e r g a d e ...................... L a r slejstræ d e................... M a rth a lijem m et.............. N y b o r g g a d e ...................... O lfert F isch ersgad e .. S ilo a m ................................... V a ld e m a r sg a d e .............. Ø stre F a sa n v ej................

168 199 2 2 0 1 1 1 6

61 56 69 75 76 82

1 1 0

41 23 25 26 26 30 36 38 26 65 336

82

143 153 138 227 1 2 2 2

99 92 92

8 6

1 1 0

72 72

1 0 0 83 79 130 123 137 158 195 1149 40 23 48 49 56 53 77 83 4 4 9

2 0

190 944

39 74 75 79 89 72 92 113

121

72 92 104 103 129 129 191 184 173 205 1372

65 27 37 53 69 94 109 149 603

S u m . . .

7191

367 423 577 508 566 655 820 940 1 0 0 1 CD CO

Det falder naturligt at begynde Omtalen af 10 Aars Arbejde paa Børneplejestationerne med ovenstaaende Tabel. Den viser fra Aar til Aar den jævne Vækst i Arbejdet, indtil Antallet sidste Aar har naaet 1334 — Tallet paa de Modre, der i Aaret Oktober 1917 —Oktober 1918 mødte paa Stationerne. Det samlede Antal Modre gennem de 10 Aar er dermed steget til 7191. Fordelingen paa de forskellige Stationer ses af Tabellen. I det første Aar var Stationen i Olfert Fischersgade ikke i Drift, og i de to første Aar var det samme Tilfældet med Stationen paa Østre Fasanvej. Hvad siger disse Tal? Kort udtrykt, at sidste Aar mødte en Tiendedel af samt­ lige Fodende i København og paa Frederiksberg paa vore Stationer for at faa Raad og Vejledning angaaende deres spæde Børn, og det

store Flertal af disse gav Mode hver ottende eller fjortende Dag indtil Barnets 9de Maaned, ja adskillige ogsaa udover denne Tid. Drivkraften — det, som indfangede det store Tal — var naturlig­ vis vor Ammepræmie — 1 Liter Mælk dgl. — til Moderen, men Resultatet blev, at intet Barn i Stor-Kobenliavn behøvede at savne Raad og Anvisning under Barnets Opvækst i det første vanskelige Aar. I velhavende Familier er det forste Barns Fødsel gerne Sig­ nalet til Engagering af en Huslæge, for at denne kan tages paa Raad med ved de vanskelige Afgørelser om Diegivning, Diegiv- ningens Ophor, den blandede Ernæring, Arten af den kunstige Er­ næring etc. De samvirkende Menighedsplejer oprettede ved Børn- plejestationerne en Art Huslægeinstitution, som skulde hjælpe alle de Modre, som havde Trang dertil, med alle disse vanskelige Sporgsmaal og med mange smaa Skavanker, som ellers kan falde for, medens naturligvis de egentlige Sygdomme maatte behandles i Hjemmet af Hjemmets Læge eller for andre Svagheders Ved­ kommende paa Klinikker. At Stationen hvert Sted kun er aaben hver ottende Dag, drager ogsaa en naturlig Grænse for, hvilke Svagheder Lægen her kan tage sig af. Alt dette tilbod man Moderen gratis, og desuden sattes der 1 Liter Mælk paa Bordet for hende daglig! Kan man undre sig over, at Stationerne blev godt besøgte? VORT DAGLIGE ARBEJDE. Vi vil helst have, at Moderen kommer saa tidligt som muligt til os med Barnet. Iler kan naturligvis Vejrliget have Betydning. Det hænder, at Modre allerede kommer paa Barnets 8de Dag; fra 14de Dag—6le Uge kommer Størstedelen. Hvis der er Tvivl om Moderen som Amme, maa Tiden meget nodig rykkes ud over 1 Maaned fra Barnets Fodsel, da denne Periode erfaringsmæssigt er den kritiske og den, hvor Modrene er mest tilbøjelig til i Utide at give Tilskud til Diegivningen. De fleste Stationer er anbragte i Menighedshusenes største Sale, hvor der er god Plads, og hvor der til hver Moders Raadig- hed er to Stole, den ene til Tojet. Barnet kommer kun i Mode

rens Skød og paa Vægten med nyt Underlag til hver, eller paa Undersøgelsesmadrassen med dets eget Underlag. Den mulige Smit­ tefare, hvor mange smaa Børn er samlede, har vi stadig Opmærk­ somheden henvendt paa. Den første Dag, Moderen møder, henvises hun til vor Hjælper gennem mange Aar, Dr. Brøndsted, som lægger Grundvolden til den Journal, som følger Barnet i de Maaneder, det er under Op­ sigt paa Stationen. Journalen hestaar af et stort Oktavark, hvis Forside og Bagside er som her vedføjet paa Planche I og II, me­ dens Indersiden er forbeholdt Vægten og de nødvendige Journal­ tilførsler. Den første Vægt paa Indersiden er Fødselsvægten, som' jo des­ værre, naar Jordemoderen har vejet Barnet, undertiden er præget af Fødselsøjeblikkets Begejstring og derfor er for høj. For do mange Børn, som er fodt paa Rigshospitalet, er Vægten derimod paalidelig nok, og Moderen medbringer for del meste et Kort, hvor ogsaa Vægten ved Udskrivningen fra Rigshospitalet er anført, hvad vi er meget glade ved. lovrigt vil det fremgaa af vor Forside til Jouralen, hvad det er, der væsentligst interesserer os. Vi har brugt dette Skema i de for­ løbne 10 Aar og ønsker ikke at gøre nogen Forandring deri; vi Igennem liere af Spørgsmaalene faar vi Besked om Moderens økonomiske Kaar, gennem andre eftersporer vi, om hun lider af kroniske Sygdomme, som eventuelt kunde paavirke hendes Evne til Diegivning. Vi spørger ogsaa, om Bedstemoderen til det Barn, som møder,, har givet Barnemoderen Bryst, idet del er paastaaet, at den mang­ lende Evne til Diegivning skulde nedarves. At opbygge en bestemt Statistik i denne Henseende er imidlertid meget vanskeligt. Der kan — og navnlig i vort fattige Klientel —’ være mange Grunde til, at en Moder ikke giver Bryst, som ikke hidrører fra hendes mang­ lende Evne. Ved Førstefødsler trænges Moderen ofte meget hurtigt ud i Arbejde og hører derfor straks op; hun kan ved Sygdomme, synes allsaa, at det har virket tilfredsstillende. De Heste af Spørgsmaalene taler for sig selv.

ofte fejlagtigt, faa Raad fra Læger eller Omgivelserne om at holde op. I tidligere Tid behøvedes ikke meget, for at disse Raad om Ophor af Diegivningen skulde indfinde sig. Ikke alene sygelige Tilstande i sig selv, men ogsaa Frygt for disses Opstaaen var til­ strækkeligt. Vort Hovedprincip i denne Henseende paa Stationerne er at betragte Diegivningen som en sund fysiologisk Akt, der ikke er svækkende, naar den udfores paa rette Maade, og naar Mo­ deren kan faa en passende Ernæring. Den bliver først svækkende, naar Diegivningen praktiseres under idelig Uro for Moderen, med Barnet i Sengen om Natten, stadig diende og ødelæggende Mode­ rens Søvn og med uregelmæssige Diegivninger om Dagen frem­ kaldt ved Barnets Skrig og ikke ved at Moderen ser paa sit Uhr. En Del Modre lader sig ogsaa skræmme ved Revner i Vor­ terne fra at fortsætte. Da denne Gene væsentligst tilhører de første 14 Dage af Barnets Liv, ser vi den ikke saa hyppigt, som man skulde formode. Naar hertil føjes, al ret mange af de Modre, som moder hos os, mærkeligt nok ikke véd, om de selv som spæde har faaet Bryst, vil man forslaa, at vi paa Grundlag af dette Spørgs- maal ikke har turdet opstille nogen bestemt Statistik om Nedarv- ningen af Diegivningsevnen. HAR MODEREN MÆLK NOK? Ved Spørgsmaalet om Mælkemængden i Brystet er Svaret kom­ bineret af Moderens eget Skon derover og Lægens Skøn over hen­ des Brysters Ydeevne. Moderens Skon er vel nok det paalideligste. Det er meget vanskeligt for Lægen at slutte noget bestemt af Bry­ stets Form og Udseende. I nogle Tilfælde er Moderens Bryster dog saa smaa og lidet spændte, med ganske smaa Vorter, i det hele saa infantile, at man med nogenlunde Sikkerhed kan sige, at her vil Brystet ikke slaa til. Et Fingerpeg i den riglige Retning giver del næsfe Sporgsmaal, om Barnet lægges til begge Bryster. Er dette Tilfældet allerede omkring 3die—4de Uge, tyder det paa en ringe Mængde Mælk. Hvis Moderen har nogenlunde rigelig Mælk, kan hun klare Diegivningen med ét Bryst til omkring 3die Maaned i hvert Fald. Hvis Barnet efter at have drukket ved hegge Bryster

,er uroligt sugende, slider med Munden i Vorterne, ikke falder i Søvn straks, men ligger timevis vangen, har det ikke faaet til­ strækkeligt, selv om der ikke indfinder sig Skrigen eller anden høj Ilydende Protest. I enkelte Tilfælde søger vi at komme Sagen nærmere ved at veje Barnet før og efter Diegivningen for derved at faa at vide, hvormange Gram Mælk det har indtaget. Laboratorieundersøgelser af Mælken har vi ikke haft Anledning til, og vi tror heller ikke stort paa Nytten deraf. For det første skal den Mælkeprøve, som indsendes, være taget med stor Omsigt under Hensyn til, at Fedtmængden er forskellig ved Begyndelsen og ved Slutningen af Diegivningen og ofte for­ skellig paa de enkelte Tider af Døgnet. Ved Undersøgelsen faar man endvidere kun Besked om Fedtprocenten, som efter vor Er­ faring er af mindre Betydning. Barnet kan godt trives ved en mager Mælk, og Moderens stadig gentagne Frygt for, at den er for tynd, tager vi intet Hensyn til. Vi har dog heldigvis ogsaa andre Hjælpemidler til at klare det almindeligste afalle Spørgsmaal, som rettes til Lægen under det spæde Barns Opvækst: »Har Moderen Mælk nok; faar Barnet til­ strækkeligt?« Drejer det sig om et Barn, som er i Alderen fra 2den—6te Uge, er den rigtige Besvarelse af disse Spørgsmaal særlig vigtig. I de første Par Uger af Barnets Liv trænger Spørgsmaalet sig endnu ikke rigtig paa. En af Grundene til, at nogle Fødselsstifteiser op­ viser 100 pCt. diegivende, er vist netop den, al Vanskeligheden først rigtig viser sig efter Udskrivningen af Stiftelsen. Hvis man kun har Lejlighed til at se Barnet en enkelt Gang, er det ikke let at trælle en sikker Afgørelse. Hvis man derimod, som paa vore Stationer, ser Barnet 2—3—4 Gange med en Uges Mellemrum, er det ulige lettere at skønne rigtigt. Mange Momenter har her Betydning. Vægten først og fremmest, og det skal helst være den samme, som vejer hver Gang, benyttende samme Vægt. En anden vigtig Ting er Afføringen, særlig den træge Afføring skal man lægge Mærke til, hvor der gaar enkelte Dage eller flere

uden Afføring, og hvor Afføringsmidler stadig er paakrævede. Men ogsaa den sparsomme, dybt okkergule eller meget mørkt grøn- farvede Afføring, som indfinder sig dagligt, er suspekt. Et Barn, som halvsuiter, er hyppigst skrigende og uroligt, hvilket er del klogeste, det kan gribe til, for her skrider Moderen af sig selv ind; men undertiden bliver et sultent Barn dosigt, so­ vende, indolent, og det er meget farligere for det, thi her falder det ikke Moderen ind, al del faar for lidt. Adskillige Børn har vi faaet paa ret Køl ved lier at skride ind og begynde med blandet Ernæring. Det kan nu hænde, at samtidigt med, at Barnet frembyder alle Tegn paa al faa for lidt, forsikrer Moderen, at hun har rigeligt med Bryst, al Mælken løber af det ene Bryst, naar Barnet ligger ved det andet. Ved Undersøgelsen af Brysterne gør de ogsaa Ind­ tryk af at rumme megen Mælk, og Mælken strømmer let fra Bry­ stet ved Malkning. Man bliver i disse Tilfælde selvfølgelig meget tilbageholdende med at begynde med Tilskud og prøver Uge efter Uge, men Resultatet bliver det samme, og i det Øjeblik, man be­ gynder med Tilskud, forandres Tilstanden. Disse Born har hyp­ pigt kastet op, og Afføringerne har været undertiden ret hyppige, mørkgrønlige, slimede, ikke sjældent irriterende. Deres Hud er slap, de bar hyppigt Trødske, de ligger med optrukne Knæ og ser ret miserable ud. Ved Tilskud bedres denne Tilstand, og den forbedres jo mere, jo større og hyppigere Tilskud man giver. Man faar ikke sjældent at vide, at nu kaster Barnet kun op, naar det faar Bryst. Mælken har altsaa i dette Tilfælde ikke væi'et for sparsom, men »usund«. I nogle Tilfælde kan Børnene dog i ret lang Tid taale denne »usunde« Mælk, naar de faar Tilskud ved Siden af. Er det nu Mælken eller Barnet, som er »usundt«? Professor Monrad op­ lyser os om i den foregaaende Artikel, at det er Barnet. Det hjæl­ per ikke, at man giver dette Barn en Amme, dennes Mælk taaler det heller ikke. I mit Foredrag i pædiatrisk Forening i 1911 om Børneplejestationerne anførte jeg som 3die Hovedaarsag til, at Barnet ikke trives ved Moderbrystet: »3) Den Mælk, som findes i

Brystet, er af en saadan Beskaffenhed, at Barnet ikke taaler den. Barnet har Intolerans overfor Moderens Mælk. Det er dette, som populært udtrykkes ved, at Mælken er usund.« Jeg har tidligere ikke været klar over, at Barnet ikke alene ikke taaler sin egen Moders Mælk, men ogsaa har Intolerans overfor en hvilken som helst Ammes Mælk. Fejlen ligger i Barnets For­ døjelseskanal, ikke i Moderens Bryst. Man kan sige, det er lige­ gyldigt; men for mange Modre vil det dog være en stor Trøst, og de vil lettere forsøge at give Nr. 2 Bryst, naar de er overbevist om, at det ikke var deres Skyld, al det brast for Nr. l ’s Vedkommende. Navnlig det sidste vil have stor Betydning for os i det daglige Ar­ bejde. Det er nødvendigt her at gøre opmærksom paa en sygelig Til­ stand hos Barnet, som netop hyppigt falder paa samme Tid, som Intoleransen overfor Modermælken bliver aabenhar, men som er af en ganske anden Oprindelse. Det er Forsnævringen af Mave-Tarmmunden (Stenosis pylori). Den er i sine imkomplette Former ikke sjælden i vort Klientel, i sine komplette naturligvis meget sjældnere. Vort Ledemotiv for Behandlingen er med største Taalmodighed at holde fast ved Die- givningen med korte, hyppige Diegivninger, og mit Indtryk er, at den i de fleste Tilfælde svinder, uden al Diegivningen behøver at afbrydes. I de faa, sværeste Tilfælde er Barnet som Begel bleven indlagt paa Hospitalet, men ogsaa her har man søgt at holde fast ved Diegivningen. Alle disse Overvejelser gælder kun Barnets Ernæring i de første ca. 6 Uger af dets Liv. Del er den Periode, hvor den primære Mælkemangel gør sig gældende, og hvor det altsaa i visse Tilfælde viser sig, at Barnet ikke kan taale Moderens eller Ammens Mælk. Disse Tilfælde, hvor vi altsaa meget hurtig har maattet afbryde Diegivningen og gaa over til kunstig Ernæring, er dem, vi paa vore Aarsoversigter kalder »ikke gennemfort Diegivning«. Ved at gaa Aarene igennem faar vi en gennemsnitlig Procent af 3, som altsaa angiver Antallet af de Børn, som vi kun har kunnet holde ved Brystet i nogle faa Uger. Her inaa det dog erindres, at de Modre,

som møder paa Stationen, har en Villie til at gennemføre Diegiv- ningen og ogsaa til at begynde med en Tro paa, at det vil lykkes. Hvis man tænkte sig, at alle Modre mødte, vilde man vel nok faa en noget højere Procent. DEN SEKUNDÆRE MÆLKEMANGEL. Langt hyppigere end den primære Mælkemangel er den sekun­ dære. Barnet har været i ganske god Trivsel de første Par Maa- neder indtil omkring 3die Maaned. Vægten bliver da staaende i flere Uger, og Moderen erklærer, at Barnet er utilfreds særlig lienad Aften, at det river og slider i Vorten, er skrigende. Hvis Mode­ ren giver Bryst paa rette Maade med en Nattehvile paa 6 Timer, har hun mest Bryst lil det forste Morgenmaaltid. lier kan det un­ dertiden hjælpe, at Moderens Ernæring forbedres (sod Mælk — Havresuppe — Jern, hvis Moderen er anæmisk); men meget hyp­ pigt maa man give et Tilskud, og her bruger vi i Reglen et Tvc- baksmaaltid i Vand om Eftermiddagen med Ske, undertiden to saadanne Maaltider, og lader Moderen give Bryst med begge Bry­ ster. I visse Tilfælde falder denne Mælkemangel sammen med den indtrædende Menstruation, men i Reglen spores denne dog kun ved en ringe Aftagen i Vægttilvæksten i den Periode. Det hænder ikke sjælden, at Moderens Mælkeydelse efter en kortere Tids Tilskud atter kan blive normal, saa man kan lade Tilskuddet bortfalde; men Reglen er, at Barnet fra den sekundære Mælkemangels Ind­ træden maa gaa over til blandet Ernæring, og denne kan man meget ofte holde gaaende i lang Tid ved fornuftig Administration med meget langsom Stigning af Mængden af Tilskud. Man skal særlig begynde saa sent som muligt med Komælk. Paa anden Spalte paa vort Skema faar vi, naar det drejer sig om Flerfødende, vigtige Oplysninger om den sekundære Mælke­ mangel. Vi sporger altid Moderen meget nøjagtigt ud om, hvor længe hun har givet de foregaaende Børn Bryst alene (Br. -H og hvor længe hun derefter har holdt Diegivningen vedlige med Tilskud (Br. -J-). Vi faar at vide, hvad Grunden har været til, at tidligere

Diegivninger er bleven afbrudte for tidligt, og faar derved Lejlig­ hed til at diskutere tidligere Fejltagelser fra hendes og undertiden fra bendes Læges Side. Grunden til, at Diegivningen er afbrudt, noterer vi under Rubriken »Helbred«, den burde have sin sær­ lige Rubrik eller Rubriken »Helbred« kunde udgaa, da vi ikke særligt lægger Vægt paa de tidligere Børns Helbred, hvorimod vi altid noterer, om Børnene er døde, og i hvad Maaned eller Aar og af hvilken Sygdom. Ved denne Spørgen faar vi udmærket Besked, om der har været sekundær Mælkemangel ved tidligere Fødsler, da Mødrene saa godt som altid begynder paa Diegivningen trods denne. Den primære Mælkemangel skræmmer vel oftere fra at be­ gynde igen, men forøvrigt er det min Erfaring, at Mødrene maa- ske paavirkede af Agitationen med en vis Ufortrødenhed tager fat paa Diegivningen trods tidligere lidte Nederlag. Vor VÆGTKURVE. Paa Planche 11 saa vi den Vægtkurve, som er indtegnet paa vore Journalers Bagside, hvor den røde Streg angiver el sundt Barns Vægttilvækst i det første Leveaar. Linien angiver en Gen­ nemsnitsværdi for over 20,000 Børn, samlet af Prof. Monrad, men da Gennemsnittet er taget baade fra Brystbørn og Flaskebørn, lig­ ger vore Brystbørns Kurve i Reglen noget højere end den an­ førte, som begynder med en Fødselsvægt paa 6250 Gram og en­ der med 9150 Gram. Til Sammenligning kan jeg anføre en Kurve, som de bruger paa New-Yorks Mælkestationer, som begynder med en Fødselsvægt paa 7 V 2 amerikanske Pund og ender med 20 Pund (et amerikansk Pund = 497 ,05 Gram). Som man ser, ligger denne Kurve noget højere øg vilde vel nok svare til vore Brystbørns Vægt.

Jeg har søgt i det foregaaende at give en lille Forestilling om vort daglige Arbejde. Emnet er dog naturligvis ikke hermed udtomt. Vi slipper ikke for at tage os af mindre Fordøjelsesforstyr­ relser, at give Raad for Kighoste og andre Katarrher af Luft

vejene, at lægge Navlebrokbandager; særlig de forskellige Ilud- lidelser hos det spæde Barn giver os meget at bestille, for saa vidt som de kan behandles ved et ugentligt Tilsyn. Vort Arbejde er væsentligst forebyggende, og det bestaar ofte i at henvise Barnet i rette Tid til det rette Sted. Eventuelle Sygdomme hos Moderen kan vi heller ikke slippe for at beskæftige os med. Jeg tror, at Dr. Brøndsted, Søstrene og de mange Hjælpersker er enige med mig i, at Middagstimerne paa Stationerne hører til Dagens fornøjeligste, selv om Børnene undertiden lidt for hørligt giver deres Besyv med i Laget. BERETNING OM SIDSTE AARS ARBEJDE. Hvert Aar plejer jeg at bringe i »Stefanus« en kort Oversigt over det forløbne Aar. Man vil af Tabel II se, hvilke Tal og For­ hold der her interesserer os:

U Oto fl

Modre J

- S |

S ta tio n e r n e

S sc

.2 c

Horn

dode

Antal

Første­ fødte

ugifte

Modre,

i ___________ Enker,

i Ikke under­ støttede

Diegivnin- gen ikke

genne mf.

forladte og

separerede

9 3

9

2 Par

61

1

45 19 65 36 21

1

220

A m a g e r g a d e ................ L a rslejstræ d e. . ' ........... M artliah jem m et........... N y b o rg g a d e ................ Olfert F is c h e r s g a d e .. S ilo a m ..............................

1

15 75 74 21 69

65

5

10

8 Par 2 Par 1 Par 3 Par 1 Par Tri11. 6 Par

227

2

10

7 5 5

9 6 4

195 2 83 3

1

1

3

190

1

36

60

4 + 1Hold

V a ld em a r sg a d e ...........

1

54

2

1

11

205

7

53

1

9

149 5

25

Ø stre F asanvej . . . .

23 Par + 1Hold Tri11.

2

59 50

S u m .. .

OOCN

1334 15 301 13

Med Hensyn til de døde Børn maa jeg her gøre opmærksom paa, at medens jeg normalt for Perioden Oktober 1917—Oktober 1918 først skulde have gjort Regnskab omkring Maj 1919, hvor de Børn, som indtegnedes forrige Aar, i det væsentligste har gaaet

deres Tid ud, har jeg denne Gang set mine Journaler efter i Januar 1919, hvorved jeg i Sammenligning med tidligere Aar har faaet lidt for ringe Dødelighed. Der er død 15 af 1334 indtegnede, hvilket i alle Fald er en meget lav Dødelighedsprocent. 5 er døde af Bronchitis og Lunge­ betændelse, 2 er døde af Kighoste, 3 er døde af ukendt Aarsag, den ene af disse laa død i Vuggen om Morgenen, 1 er død af Tarm­ lidelse, 1 død af Miseries (?), 2 Tvillinger er døde, den ene af Cholerine, 1 er død 1 Maaned gammel af dyb Anæmi, som, mær­ kelig nok, skyldes forglemt Underbinding af Navlestrængen. Da Barnet mødte paa Stationen, var det i den Grad anæmisk, at jeg aldrig mindes at have set noget tilsvarende. Af Tabellen lremgaar iøvrigt, at mellem 1U og Vs af de mødte Modre var ugifte fødende. Det er Resultatet af Rigshospitalets Interesse for at vise Mødrene til Stationerne. En Trediedel af de mødte var Førstefødende, hvilket vi ogsaa noterer med Glæde, da vi i Løbet af de 9 Maancder, vi aflæser Vægten for disse Modres Børn, faar Lejlighed til at sige dem mange forstandige Ting, som i Fremtiden kan neutralisere bedstemoderlig og anden skadelig Paavirkning. Vi bogfører i Aar 50 ikke gennemførte Diegivninger, hvilket er lidt over Gennemsnittet paa de 3 pCt. I en Rubrik for sig maa vi opføre Trillinger; det er en saa sjælden Ting, al vi ikke har en fast Rubrik derfor paa vort Skema. Efter at de 10 første Aar for Børneplejcstationerne er forløbne under blide Kaar og stadig Fremgang, har den første Tid af det andet Decennium bragt os store Vanskeligheder at overvinde. En længere Lukning paa Grund af spansk Syge fremmede ikke vort Arbejde og vil paavirke Tallet paa Mødrene næste Aar. Indgriben­ de Foranstaltninger paa Grund af Mælkerationeringen har vi og­ saa haft at kæmpe imod. Vi haaber, at alt delte er midlertidigt, og at der atter maa ska­ bes Ro og fredelige Tider om vort Arbejde nu efter Krigens Af­ slutning.

BØRNEPLEJESTATIONERNE SOM FILANTROPISK OG SOM KIRKELIGT FORETAGENDE. Al' Dr. theol. Alfred Th. Jørgensen. ørneplejestationerne er en Institution med flere Fagader. Een Fagade vender ud mod Lægevidenskaben, en anden mod Fi­ lantropien og en tredje ud mod Kirken. Det betyder, al Stationerne i deres daglige Virksomhed præges baade af Lægens, af Filantro­ pens og af Kirkens Indsats. Ikke saaledes al forstaa, at man be­ stemt kan sondre mellem disse Indsatser. De glider over i hver­ andre. Alene Professor Monrads og Kommunelæge Asmunds Rede­ gørelser lier i Rogen viser, hvorledes det Medicinske og det Fi­ lantropiske gaar sammen, naar Talen bliver om at hjælpe Modre­ ne og deres spæde Børn. Alligevel har baade det Filantropiske og det Kirkelige sin egen Fa­ gade, og jeg skal her til Afslutning i al Korthed gøre Rede for Børne­ plejestationerne som filantropisk og som kirkeligt Foretagende. Stationerne blev oprettede 1908 efter udenlandsk, navnlig ber­ linsk Forbillede. Det var de store Sauglingsfursorgestellen, som gav os Impulsen. Men medens disse Institutioner, ligesom »gout de lait«, hjælper alle spæde Børn, baade dem, der faar Bryst, og dem, der ikke faar, fik vore Børneplejestationer, navnlig efter Professor Monrads Raad, fra første Færd det Særpræg kun al hjælpe die­ givende Modre og deres Børn. Man vil sige: Trænger Flaskebør­ nene da ikke særlig til Hjælp? Og i Stationernes første Tid lod dette Spørgsmaal ret ofte. Vi svarer dertil: Det bedste Middel til at hjælpe Flaskebørnene er at gøre dem til Brystbørn. Med andre Ord: Opgaven maa blive den at opmuntre og opdrage Mødrene til

t give tieres Børn Die. Og det sker netop ikke, hvis man laver en stor Anstalt, hvor Flaskebørn lige saa vel som Brystbørn finder Hjælp. Man maa samle al sin Kraft om Opmuntring til Diegiv- ningen. Børneplejestationerne har en stor pædagogisk Betydning. De skal ikke blot lære Mødrene Børnepleje i videste Forstand, men ogsaa indskærpe dem Diegivningens Nødvendighed. Denne pædagogiske Opgave har i en vis Forstand været Ho­ vedopgaven i de ti Aar. Modre har lært, at Diegivningen læg­ ger den bedste Grundvold for deres Barns fremtidige Sund­

hed, og Modre! har lært al passe deres Børn paa rette Maade. Vi har haft Modre, som bogstave­ lig var bange for at røre ved deres egne Børn, og som ikke var klare over, hvorledes Bar­ net skulde vådskes og plejes. En Sygeplejerske er da gaaet hjem lil Moderen Morgen efter Morgen, har vadsket og klædt Barnet og har derved efterhaan- den lært Mødrene Barnets rette

Tvillinger, 0 Maancder gamle.

Pasning. Ikke saa faa Modre mødte til al begynde med sjuskede i deres Paaklædning og med Børn, som var uvadskede og daarligt passede. Disse Modre opdagede, at Stationernes andre Modre og deres Børn saa helt anderledes ud, og af sig selv sørgede de for næste Gang al møde i en helt anden Tilstand. Børneplejestationerne har forøvrigt lejlighedsvis øvet pædago­ gisk Indbydelse paa Kredse, hvis Modre ellers ikke søger Statio­ nerne. 1 Marts 1914 lod vi i Nimbs Festsal afholde en Foredrags­ række »Barnet«, i hvilken en Række af vore mest ansete Mænd og Kvinder paa Pædiatriens og Pædagogikens Omraade talte for en stor Tilhørerkreds. Stationerne har dernæst hjulpet hver diegivende Moder, som regelmæssigt besøgte Stationen, og som fulgte Lægens Anvisnin­ ger, med een Liter sod Mælk dV/r/hVy, saa længe Diegivningen va­

rede. Der har været Mødre, som ikke trængte lil denne Hjælp, og som selv udtalte, at de ikke ønskede den, men det store Flertal har faaet Mælken. Og Mælken er selvfølgelig ikke bestemt for Barnet, men for Moderen, som derved skal faa bedre Kræfter til at fortsætte Diegivningen. Lejlighedsvis har vi ogsaa kunnet hjæl­ pe særligt trængende med Middagsmad. I mange Tilfælde er Moderen fremdeles bleven hjulpen med Tøj til Barnet. Denne Hjælp har ikke mindst under Verdenskrigen været værdifuld. Og De Samvirkende Menighedsplejer er taknem­

lige for alle de Beklædnings­ genstande, som er skænkede Børnene. Især takker vi to Sy- kredse, som udelukkende syer Tøj til Stationernes Børn, og som, hver Vinter udfører et stort Arbejde i saa Henseende. De le­ des henholdsvis af Fru Tillisch og af Fru Professorinde Chri­ stiansen. Del siger sig selv, at Lægens Gerning paatrykker hele Virk­

somheden dens ejendommelige Præg. Og De Samvirkende Me­ nighedsplejer har Grund til at paaskønne den Lægegerning, som i de li Aar er øvet paa Stationerne. Men Lægerne er ikke de eneste, som øver personlig Indflydelse. Ved deres Side staar paa hver Station en større eller mindre Stab af Hjælpere, navnlig Dia­ konisser og Sygeplejersker, og deres Gerning er særdeles betyd­ ningsfuld. I mange Tilfælde er det dem, der har henvist Moderen til Stationen. De kender i hvert Fald Mødrene eller lærer dem at kende, og de besøger Hjemmene. Jeg har i Udlandet haft Lejlig­ hed til at konstatere, at ved lignende Institutioner skortede det altid paa Kendskab til Mødrene og paa Besøg i Hjemmene. Men derved kommer Institutionerne let til at svæve i Luften. Lægens Raad og Anvisninger maa nemlig i mange Tilfælde afpasses efter Familiens Forhold, altsaa maa han kende noget lil disse, og hvad

han ønsker praktiseret i Hjemmet, maa han ofte regne paa Syge­ plejerskernes Bistand til. Har vi kunnet arbejde saa støt, som Tilfældet har været, skyldes det ikke mindst den Omstændighed, at Børneplejestationerne paa det Nøjeste er knyttede til de lokale Menighedsplejer, hvis Hjælpere kender deres Sogn og ofle har ar­ bejdet i det i en lang Aarrække. Overhovedet er det de lokale Menighedsplejer, som Børnepleje- stationerne staar og falder med. Og nu har det været en stor Glæde at se, hvorledes de lokale Menighedsplejer fra første Færd og med usvækket Interesse gennem Aarene har laget sig af Børne­ plejestationerne. Paa nær Frederiksberg Børneplejestation har alle Stationerne til Huse i lokale Menighedsplejers Institutioner. Paa Frederiksberg stillede først Diakonissestiftelsen og senere Kirke­ lig Forening for Indre Mission i Danmark med største Venlighed Lokaler til Baadighed. Børneplejestationerne er en privat, filantropisk og kirkelig In­ stitution. Deres Virksomhed falder ind under del københavnske Menighedsarbejde. Og det vil først og fremmest sige, at Mødrene gerne skulde have Indtrykket af, at Arbejdet gøres i Jesu Kristi Navn. Det vil dernæst sige, al Mødrene gerne skulde faa Klarhed over, at gælder det for dem og for os om at redde Barnets timelige Liv, gælder det lige saa meget om at redde Barnets Sjæl, naar Barnet bliver saa stort, al det kan tænke over Tilværelsen. Og endelig vil Børneplejestationerne gerne være et Led i Menighe­ dens Arbejde i vore Dage for at gaa i Jesu Kristi Barmhjertig­ heds Fodspor, saaledes at det maa staa klart for alle inden for og uden for Kirken, at gaar man i hans Fodspor, kan man ikke nøjes med al forkynde Evangeliet om Himlenes Bige, men maa ogsaa pleje de Syge og tage sig af Børnene og af alle andre, der er i Fare. Vi føler Trang til at takke alle dem, som i de 10 Aar med Ar­ bejde eller med Gaver har støttet Børneplejestalionerne, i første Bække Hjælperne paa Stationerne og den særlige Damekomité. Denne Komité, hvis Formand er Bispinde A. Schousboe, har hvert Aar dels indsamlet Gaver, dels under Fru E. Wessels Ledelse af­ holdt en Eftermiddagste og derved ydet os en kærkommen øko-

nomisk Støtte. Vi bringer dernæst vor Tak til Frimurerordenen, De Spannjerske Legater, Den Raben-Levetzau’ske Fond, Koben- lmvns Kriminal- og Politiret, C. W. Strandes Legatfond, Borne- hjælpskomitéen og Børnesagens Fællesmod foruden til de mange andre Institutioner og Privatpersoner, som har ydet os Gaver. Og endelig takker vi de Præster og Menigheder, som hver Jul indsam­ ler en Gave til os; vi vil ønske, at tiere Præster og Menigheder vil komme med. Da Verdenskrigen udbrod, kom Børneplejestationerne som an­ dre filantropiske Foretagender i en vanskelig Situation, og Van­ skelighederne øgedes, da Mælkepriserne begyndte at stige. Det er alligevel lykkedes os at føre Arbejdet frelst gennem de farlige Krigsaar, det er lykkedes os at skalle Mælk til alle de Modre, som meldte sig — og deres Tal var til Tider storl —, og det er lykkedes os at betale de store Mælkeregninger og andre Regnin­ ger. Men dette vilde ganske vist ikke have været muligt uden ekstraordinær Bistand. Denne fik vi gennem Centralkomitéen af 1914 (Dronningens Indsamling) fra Hovedstadens to Kommuner. I Henhold til Dyrtidslovene blev der stillet Midler til Raadighed for Borneplejestationerne, og disse kunde paa den Maade fort­ sætte deres Virksomhed. At denne ikke har været uden Betydning netop i disse Krigsaar, turde fremgaa af, hvad Professor Monrad og Kommunelæge Asmund skriver her i Skriftet. Medens vistnok alle andre Storstæder Verden over under Krigen opviser en Stig­ ning af Bornedødeligheden, opviser København en fortsat Ned­ gang, og heri tor Børneplejestalionerne nok have deres Andel. Skjules kan det imidlertid ikke, at vi nu efter Krigen staar i en overmande vanskelig Situation, fordi Mælkepriserne vedbliven­ de er saa høje. Vi maa indtrængende bede alle, hvem Koben- havns Børnesag ligger paa Hjerte, om at støtte Borneplejestatio­ nerne. Med dem begynder al forebyggende Børneforsorg. Og Men­ neskets første Leveaar er det mest kritiske. Men den Gud, som lrar hjulpet hidindtil, er stærk og rig nok til at hjælpe ogsaa i kommende Tider. I hans Hænder betror vi da ogsaa med Tro og Tillid Børneplejestationernes Fremtid.

Il