KapitlerAfKøbmagergadesHistorie

Rækker af tændte Tællelys i Vinduerne, og det saa festligt ud. Laa en af Familien

Lig i den store Stue, ophængtes hvide Lagener. Man elskede Fugle i Bur, og de

skulde helst kunne kvidre. Talende Papegøjer var ret almindelige, ogsaa Aber, som

Sømænd bragte med sig hjem fra de varme Lande, og næsten alle holdt Kanarie

fugle, købt hos Kræmmere, der kom vandrende med dem fra Harzen eller Tyrol

og drog hjem med en god Skilling. Der var Fugle, som sang »baade geistlige og

verdslige Stykker«. Sengeklæderne blev luftede paa Trælad foran Husene. Man flyt

tede tit, for man havde jo ikke saa mange Møbler, der gjorde det besværligt. Over

alt var udhængt Lejebræt’er med en Straavisk ved Siden, som angav, at her var en

Lejlighed at faa. Paa Gaden herskede en frygtelig Larm: Vogne rumlede forbi med

klirrende Glasruder, Portechaisebærere skældte hinanden ud, naar de stødte sam

men i Svingene, Visekællinger skreg om Kap med Citronkoner og Børn, der solgte

Brøndkarse. Nu og da lød et Hvin, naar en Rotte dumpede ned paa Fortovet fra en

af de mange Trætagrender i Dybet mellem Gavlene, hvor de ækle Gnavere spad

serede fra Hus til Hus. Vild Jagt opstod, men Rotten var allerede forsvundet under

et Rendestensbræt eller ned i en af Kælderhalsene. Og regnede det, stod der ud for

hver »Drage« en plaskende Straale ned i Hovedet paa de forbipasserende.

Politi

vennen

førte en Kampagne mod disse »saakaldede Svanehalse, Løvekjæfter, hæsselige

Storkenæbbe og vederstyggelige Tagsprøjter« og forlangte dem udryddede. Om

Vinteren dannede sig Istapper i Mundingen, og det var direkte livsfarligt at faa en

af de skarpe Klumper i Hovedet, naar de under Tøbrud løsnede sig. Men skinnede

Solen, kunde man fra Tagene midt i Larmen skelne Skorstensfejernes Jubelraab,

naar de - som det efter 1746 var paakrævet - gav Tegn fra sig, at nu havde de ar

bejdet sig op gennem de trange Røgkanaler og stod deroppe under den blaa og

uendelige Himmel. For Enden af Købmagergade kunde man intet andet øjne end

blaa og graa Kasketter og Hoveder af Heste og Folk, skrev

Aftenposten

1780. Det

var Tørvebøndernes Vogne, der holdt i tætte Rader, mens Indehaverne højrøstet

lovpriste deresVarer. Det voldsomste Instrument i Gadens Symfoni skal Visekællin-

gerne have været. Holberg er paaVisekællingernes Parti. Han skriver i Epistel Nr. 95:

Du forlanger udi din sidste Skrivelse at vide, hvi den Omløben paa Gaderne udi Kiøbenhavn

med Viser og Eventyr, som udi nogle Aar haver væretforbuden, nu igien er kommen ifuld Drift. Om

Forbudet er ophævet, eller Visemagerne selv have taget sig nye Frihed igien, kandjeg til visse ikke

sige. Jeg for min Part er ikke nøyeseende her udi, saasomjeg haverfundet, at saadant er brugeligt udi

alle Lande. Thi man holderfor, at den gemeene Almue maa have noget at amusere sig med, og Bog

trykkere derved kand vinde en Haand-Skilling.