KapitlerAfKøbmagergadesHistorie

Nu var det forbi med Det blaa Hus - Hovedstaden havde mange blaa Huse, og

et af dem laa paa Købmagergade - eller Det kronede Pomerantztræ. Hidtil havde

man klaret sig med at sige lige over for Den forgyldte Svane eller ved Siden af

Nøglen. Nu blev Husene nummererede, man behøvede ikke længer at skrive som

den Mand, der i 1767 averterede i

Adresseavisen: je g ,

Martin Orelius, Snustobaks-

Handler, som haver hidtil boet paa Kultorvet i den forgyldte Soel, er nu flyttet paa

lille Kiøbmagergade, 3. Dør paa venstre Haand fra Kultorvet, hvor Skiltet den for

gyldte Soel staar over Døren.

Gadernes Snavs bevirkede, at i det attende Aarhundrede Færdselen fuldstændig

skiftede Karakter. Hidtil havde Jeronimus gaaet til Fods, naar han skulde hen og

besøge Monsieur Leonhard, og hans Forfædre i Middelalder og Renaissance havde

vel, hvis de var rige nok til det, siddet højt til Hest og været ledsaget af bevæbnede

Svende, men efterhaanden som en større Elegance gjorde sig gældende i Klæde

dragten, maatte der tages Hensyn til de lyse Silkestrømper og Spændeskoene. Ingen

ønskede at faa Strømperne ødelagt af Sprøjtet fra Vandpytter eller et Afløb, som

pludselig skyllede Indholdet af en stinkende Privet ud over Fortovet, og derfor lod

man sig - hvis man havde Raad til det - befordre i Portechaise eller Karosse. Kvin

dernes friere Stilling bidrog ogsaa til øget Trafik: Hverken Magdelone eller hendes

giftefærdige Datter Leonora sad nu hjemme hele Dagen, de gik til Kaffeslabradas i

Barselstuerne eller - hvis de var af Rang og Fornemhed - til Assembleer.

1728 var

i København 140 Personer beskæftigede indenfor Vognmands- og Hyrekuskefaget,

men mange velhavende Borgerfolk holdt selv Karosser, og det blev efterhaanden

slet ikke til at komme frem i Købmagergade for al den Vognrumlen. Tiden var

skægløs, men fine Folks Kuske skulde - det krævede Moden - have en helst mægtig

Knebelsbart for at være standsmæssige. I sine Komedier giver Ludvig Holberg Ud

tryk for Indignation over denne Luksus med at køre, og han skriver (udmærket

Journalist som han var) i Epistel Nr. 189:

Min Herre takker mig for min sidste Skrivelse, og siger, at hans Frue haver ogsaa læset Brevet

med Behag: Alleeneste, at hun ikke bifalder, hvad jeg haver skrevet om Vogners Afskajfelse, saasom

det i hendes Tanker var ikke andet end at indsperre Folk, især Fruentimmer, hvilke heller stedse vilde

holde sig inden deresfire Vægge, end traske igiennem Kiøbenhavns skidne Gader, for at blive over

stænkte ogfortrængte af gemeene Folk paa Gaderne. Men hans gode Frue haver ikke forstaaet mig

ret. Jeg raader aldeeles ikke til Hæste og Vogns Afskaffelse: Jeg raader alleenefra den idelige og dag

lige Brug, saavel Vinter som Sommer, saavel udi ondt som udi godt Vejr.