KapitlerAfKøbmagergadesHistorie

sclsbrev til Rigskansleren, at denne ikke maatte drage al Magten til sig og ville

gøre alt, saa Kongen i Virkeligheden kun beholdt Navnet! Den n . Marts 1676

forlod Peder Griffenfeld sin Gaard og kørte fra Købmagergade til Slottet. Borgerne

anede intet om, at det var sidste Gang, de saa det pompøse Optog. I Løngangen

mødte han General Frederik Arensdorff, Chef for Livgarden til Hest, med en

armeret Vagt:

- Hvorhen saa tidlig, Hr. Greve?

- Til Kongen.

- Nu ikke mer, I skal følge mig.

Han førte Greven af Griffenfeld op i Biblioteket og tog Kaarden fra ham.

Endnu anede Griffenfeld ikke, hvor alvorlig Situationen var. I Biblioteket blev

Rigskansleren bevogtet af den fromme og lærde Erik Rosenkrantz. Da Mørket

sænkede sig, førtes han af Arensdorff gennem Proviantgaarden til en af Soldater

fyldt Baad. Da han steg ned i den, sagde han:

- Herregud, hvad skal jeg i dette Selskab?

Soldaterne roede ham ud til Kastellet, hvor han blev indespærret i Stjernestok

ken. Imens fandt en Undersøgelse Sted i Palæet paa Købmagergade. Her laa paa

Arbejdsbordet mange Breve, uaabnede - den overtrætte Statsmand havde simpelt

hen ikke haft Tid til at beskæftige sig med dem - Skrivekalenderen med nedsæt

tende Bemærkninger i Chifferskrift og hebræiske Bogstaver om Kongen og, værst

af alt, Udkastet til det kongelige Testamente opsat i Lejren ved Wismar. Griffen-

feld havde erklæret at have tilintetgjort dette Dokument, som var det hemmelig

ste af alt hemmeligt.

Den 26. Mai dømtes han for Høj- og Landsforræderi, Modtagelse af Bestikkel

ser, Salg af Embeder og Aabenbarelse af Kongens Hemmeligheder fra Ære, Liv

og Gods. Paa selve Retterstedet, hvor han indfandt sig, iført en lang Kasseking, og

saa sin Kiste opstillet ved Siden af Blokken, betrukket med sort Klæde og foret med

hvidt Kattun, modtog han den 6. Juni vedTilraab af Generalløjtnant Hans Schack:

- Pardon i Kongens Navn!

Men Glæden forvandlede sig til Sorg, da han blev klar over at skulle tilbringe

Resten af Livet i Fæstningen Munkholms Taarn uden for Trondhjem. A f hans

Elskerinder ramte man Magdalena Sibylle Gersdorff haardest: Hun maatte ikke

oftere vise sig i Hovedstaden, og det var et svært Slag for denne Verdensdame.

Hun døde paa Frederiksberg, hvorfra hun i hvert Fald kunde øjne Slottets guld

kronede Spir.