DetGamleKøbenhavn

322

saaledes synger Nyboderdrengen

Peter

H. C. An

dersens

Eventyrkomedie »Hyldemor«, da han i Me

ster Bynkes Have i Nyboder skal tage Afsked med

sin Kæreste for at drage ud paa Professionen, og i

samme Scene beder han saa bønligt for det gamle

Hyldetræ: »Det gamle Træ, o, lad det staa, indtil

det dør af Ælde, saa mange Ting det husker paa,

hvad kan det ikke melde; vi det saa fuldt af Blom

ster saa, de friske Grene hælde. Det gamle Træ, o,

lad det staa, det maa I ikke fælde.«

Et lignende Billede af de hyggelige, grønne Træer

i Smaahaverne bag Nyboderhusene finder vi i Even

tyret »Hyldemor«, hvor de to gamle Guldbrudefolk

sidder under Hylden paa deres Guldbryllupsdag og

opfrisker Barndoms- og Ungdomsminder.

Søger vi Idyllen inden Døre, fmder vi den skildret

af Kancellist i Marineministeriet, Digteren

Ad. Recke

der havde sin Bolig herude; han skildrer den i saa

jævne Vers som:

»I Nyboder, der staar en net

Bolig, — De kender bestemt den,

udenfor Døren et Rendestensbrædt,

over den staar »Nummer femten«

Huset er lavt, jeg nægter ej det,

Tagsten og Brosten nærmer sig tæ t,

skærme dog lunt imod Blæsten, —

Huset er pænt for Resten.

Inde paa Væggen med Smag er hængt

mange Billeder skønne,

Tæppet er rødt og gult isprængt,

og Gardinerne grønne.

Bag ude findes en Havekultur,

Roser op ad det tjærede Skur, —

Blomster, — og vil du betænke:

Lysthus med Borde og Bænke!