426 / 507
dingsmetoder, endskønt de fremstiller fortræffelige
klinger til os. En tømrer, der i sin tid arbejdede i
Vorherres eget land hinsides havet, fortæller, at de
dér svejfede enten med stiksav eller - hvor det lod
sig gøre - med en lille løvsavlignende fyr, der også
så småt har vundet indpas herhjemme.
Alle disse tre savtyper har deres fejl og dyder.
Stikkeren svejfer mildest talt elendigt, men det må
man se stort på, når arbejdsstykket er af en sådan
beskaffenhed, at ingen anden sav formår at træde i
stedet. For de to andre gælder, at hvor den ene er
stor, leddeløs, u-komme-til-med og vanskelig at styre
med den lange klinge, er den anden lovlig lille, men
til gengæld robust, nem at fragte og bruge og hurtigt
lukket op og i. Og hvor den ene - der nævnes ingen
navne - giver det udseende at være mere, end den
er,
er
den anden bedre, end den ser ud til.
Var der ikke een, der højt tænkte, at så burde
man . .. .? Ja, det er netop det, der er ved at ske!
En yndefuld bue af 20 X 5 mm fjederstål er tildan
net med sammenspændelige føringer, anglerne. Disse
har bredt hoved og cylindrisk afdrejet hals. Den ene
angel er stukket i et træhåndtag og holdes der af en
stift. Den anden har gevind og møtrik. Da gevindet
er svagt stigende, behøver møtrikken ikke at have sær
lig lange vinger. løvrigt er princippet anskueliggjort
i fig. 1782, men for fuldstændighedens skyld skal den
få et ord med på vejen. Anglerne kan drejes større og
yderligere blokeres fuldstændigt, når først indstilling
og stramning er foretaget. Skifter svejflinien retning
under arbejdets gang, er det let at omstille klingen,
mens den sidder i træet. De mange huller i anglerne
tjener til fastgørelse af forskellige savbredder. De bre
deste får som det nemmeste en nagle på 3,5-4 mm.
Svejfsav helt ned til 5 mm
kan
holdes med en stål
stift gennem et 1,5 mm hul, og de aller smalleste
klemmes fast ved hjælp af ialt fire små bolte med mø
trikker. Ved den sidste fremgangsmåde er isætningen
selvsagt lidt mere omstændelig, og skal man med
denne udføre gennembrudt arbejde, kan man - hvis
der er plads til det - bore et tilstrækkeligt stort hul og
putte hele den udtagne angle igennem. Klingen er ca.
32 cm lang og betydelig stivere at svejfe med end en
på 64. Sidste tegning viser et snit, skåret midt på et
langt stykke 60 mm bredt fyrretræ. Dupperne er her
drejet gentagne gange efter behov, og svingene for
løber ret ens i begge sider, og det er slet ikke nogen
gammel, dreven rotte, der har lavet det.
Længden på saven er ikke valgt tilfældigt. Center
afstanden mellem hullerne kan varieres fra 290 til
315 mm, så der kan indsættes nedstrygerklinger. Rent
ud sagt
er
det faktisk en nedstryger, men tys, ikke for
tælle snedkeren det, for så vil han ikke bruge den,
åtminstone inte till trå!!
Finérsav.
Finér er ikke noget nyt, så sandt som enhver tynd
træskal til pålimning får tildelt betegnelsen med ret
til at bære samme. Men en ting er med en håndtruk-
ken kløvsav møjsommeligt at skære skræl på skræl
af en mahognitvege og noget ganske andet at lade en
maskine med hestekræfter bag sig spytte en kvadrat
kilometer birkefinér fra sig.
Der var engang, da man sagtens kunne nå at skære
bladene til enkeltvis med en knivspids; det var også
tit nødvendigt for at se hvert enkelt stykke an, om
trent som man må med egemaser i dag, og der var
kniven med de fem-seks tænder nær odden ganske
udmærket.
Først da finererne blev mere regulære, og forbru
get større, fik man smag for at skære gennem hele pak
ken på en gang. Der har vi årsagen til, at den nu så
almindelige finérsav er forholdsvis ny i selskabet. I
mellemtiden har vi set andre savlignende udløbere på
markedet, men de er gået igen. Og det er såmænd
ikke så værst mange år siden, at gamle
P.
Lornsen
- fuldbefaren snedker med fine kvalifikationer - slog
jernet ud af sin tandhøvl og kradsede sig gennem
alle seksten med det.
Men tilbage til den lille sav med den vendbare
klinge. Navnlig vendbarheden, med hvilken det ofte
er så som så. En finérsav har, i hvert fald før sned
kerens indgriben, en tynd og en tyk kant; på den før
ste er tænderne efter filingen slebet knivskarpe, på den
anden har de fået en let udlægning. Og ikke for stad
sens skyld! Den skarpe kant skærer bedst på langs;
i fugtet finér og enkeltstykker klarer den sig også i
andre retninger. Skal man gennem ti eller tyve på
tværs, duer kun den bredsporede.
Hvor mange snedkere har to finérsave ved hånden,
og hvor mange gider stille deres enlige sav om hvert
øjeblik?
Jo, hvis den - i løs vægt - ser ud som på fig. 1783.
52*
823