om et par ting derhjemme på stedet, dels vækkeren
til 3,50 - før krigen - på natbordets marmorplade,
dels gamla svenskharven ude ved den venstre gavl.
En forlængst henfaren, nu ukendt landsbysmed er
sigtet for at have lavet tik-tak’en med disse sine
hænder, deraf ligheden med rivejernet. Det må tro’s,
tænkes og antages, at denne grovbanker har været i
besiddelse af de eventyrlige armkræfter, der synes at
være branchens erhvervssygdom nr. 1; derimod
vides
det med sikkerhed, at pære og håndelag har han haft
i rigt mål, det fremgår tydeligt af hans efterladenska
ber. Selv en ikke-smed ser med et blåt øje, at fabri
kantens fornemste hjælpemidler har været varme, am
bolt og hammer samt nogle med mejsel og dorn be
slægtede værktøjer. Gevindværktøj har han anvendt
med måde.
De to velkendte messingrammer i vækkeuret holdes
nu i tilbørlig indbyrdes afstand ved hjælp af små tappe
med bryst, gevind og møtrik; den urmagende smed
har valgt - måske i mangel af bedres havelse - at stive
stellet af med kiler, sådan som enhver snedker kender
det fra sin bænkfod.
Når denne jernets betvinger i tidernes formiddag i
den grad har været forfalden til brug af kilende mid
ler, må man tilgive snedkerne, at de endnu anvender
den selvsamme metode; en sjælden gang og for spøg
ved visse møbeltyper, og daglig i ramme alvor ved
værktøj og spændegrejer.
Det kan ikke nægtes, at kilen rummer visse gode
egenskaber. Den kan anvendes som udvidende faktor
og sikre den varige forbindelse i sammentappede døre;
men navnlig kan dens evner som klemmeredskab ud
nyttes meget snedigt. Ved anvendelse af to til hin
anden svarende kiler og to hamre opnår man et gan
ske gevaldigt skub. Alle lidt ældre træmænd har prø
vet at lime plader i de go’e gamle limtvinger. Høvle
bænkslægtens neanderthaler har ganske givet haft til
spidsede klodser i skrå spor. I følge de næstseneste
mellembys efterretninger skal der være konstateret
tilbagefald et eller andet sted derude; der skulle findes
en bænk, hvis fortang betjenes med en kile og en væg
tig håndspålæggelse. Ganske vist var det på en under
afdeling; men limeren har dog også krav på at kaldes
snedker!
Kedeligt blot, at kilens arbejdsområde er så stærkt
begrænset. Således skal en kile med en stigning på 1:6
have en længde af mindst 30 cm og tilsvarende lebens-
raum for at kunne udføre en spændebevægelse på
4 cm.
Kile er godt - men gevind er bedre!
I gammel tid gik man til smeden og fik fremstillet
værktøjets skærende dele. Han fik dog kun lov til at
lave det absolut nødvendigste; anbringelse og fasthol
delse foretrak man at sørge for selv. Da høvlen skulle
have klap, holdt det sikkert hårdt, før han fik til
ladelse til at medvirke ved dens fastspænding; der kan
fortælles om høvle, hvis klap kun holdtes af kilen og
blev indstillet med små lette slag, medens det hele sad
i høvleblokken.
Savklingen riggede man til uden yderligere brug af
metaldele - ved hjælp af træpinde, strikker og endnu
en pind. Med teaktræsarme og udkehlet fyrrebjælke
fremtræder nutidssaven som det bedste, der kan laves
af snedkeren selv. En tysk fabrik har forsøgt sig med
en forbedring, hvor snoren var erstattet med en tvun
den jerntråd, der spændtes med bolt og vingemøtrik.
Armene var af bøgetræ og bjælken sværere end øn
skeligt. Hele historien var næsten dobbelt så tung
som en ordentlig dansk hjemmegjort. Godt var det
ikke.
Det må erindres, at smeden af i går ikke rådede
over de hjælpemidler, som i dag står til værktøjs
fabrikkernes disposition. I dag skulle det nok være
muligt at fremstille til snedkerbrug en letvægts sav
stilling af tyndvæggede elliptiske stålrør, der i hær
det stand kunne nøjes med en godstykkelse på højst
0,5 mm. Det ville gøre den øverste halvdel med
strammeanordningen overflødig. Saven kom til at
fylde mindre, og ved visse arbejder ville det være en
direkte fordel med denne udglatning. Klingen kunne
holdes spændt med samme stivhed i en menneske
alder og altid være klar til brug. Manøvrering af
spændegrejerne sker med et søm eller en dyknagle til
hjælp. De gennemborede dupper og lejerne til dem
kan være af træ; ikke fordi det er den eneste udvej,
men det er sukkerovertrækket, som skal hjælpe sned
keren til at sluge tabletten. For det er jo en kends
gerning, at han nærer en indgroet mistillid til al me
dicin, der smager af jern, millimeter og gevind.
Angler og klinge kan samles med en selvspæn
dende nitte. Her er for en gangs skyld et tilfælde, hvor
kilen er lige så god - bedre, måske - end skruen.
Skulle dette savforslag blive forsøgt ført ud i vir
keligheden, ville det største problem ikke blive hver
ken fremstillingsvanskeligheder, afskrækkende høje
priser eller for kort levetid, men snarere brugernes
uvilje mod alt nyt.
Hvad er nu det for en uorden?
Ved en foredrags- og demonstrationsaften om ved
ligeholdelse af værktøj, oplyste en ældre bygnings
snedker os om, at det var ganske almindeligt, - også
mellem bygningssnedkere - at bruge en skruetrækker
til at udlægge savene med! Vi smagte lidt på det den
gang, men har senere fået det bekræftet på en så
eftertrykkelig måde, at vi nu næsten føler os beskæm
met på vort gode, gamle fags vegne.
819