Snedkerbogen

om et par ting derhjemme på stedet, dels vækkeren

til 3,50 - før krigen - på natbordets marmorplade,

dels gamla svenskharven ude ved den venstre gavl.

En forlængst henfaren, nu ukendt landsbysmed er

sigtet for at have lavet tik-tak’en med disse sine

hænder, deraf ligheden med rivejernet. Det må tro’s,

tænkes og antages, at denne grovbanker har været i

besiddelse af de eventyrlige armkræfter, der synes at

være branchens erhvervssygdom nr. 1; derimod

vides

det med sikkerhed, at pære og håndelag har han haft

i rigt mål, det fremgår tydeligt af hans efterladenska

ber. Selv en ikke-smed ser med et blåt øje, at fabri

kantens fornemste hjælpemidler har været varme, am

bolt og hammer samt nogle med mejsel og dorn be

slægtede værktøjer. Gevindværktøj har han anvendt

med måde.

De to velkendte messingrammer i vækkeuret holdes

nu i tilbørlig indbyrdes afstand ved hjælp af små tappe

med bryst, gevind og møtrik; den urmagende smed

har valgt - måske i mangel af bedres havelse - at stive

stellet af med kiler, sådan som enhver snedker kender

det fra sin bænkfod.

Når denne jernets betvinger i tidernes formiddag i

den grad har været forfalden til brug af kilende mid

ler, må man tilgive snedkerne, at de endnu anvender

den selvsamme metode; en sjælden gang og for spøg

ved visse møbeltyper, og daglig i ramme alvor ved

værktøj og spændegrejer.

Det kan ikke nægtes, at kilen rummer visse gode

egenskaber. Den kan anvendes som udvidende faktor

og sikre den varige forbindelse i sammentappede døre;

men navnlig kan dens evner som klemmeredskab ud

nyttes meget snedigt. Ved anvendelse af to til hin

anden svarende kiler og to hamre opnår man et gan

ske gevaldigt skub. Alle lidt ældre træmænd har prø

vet at lime plader i de go’e gamle limtvinger. Høvle

bænkslægtens neanderthaler har ganske givet haft til

spidsede klodser i skrå spor. I følge de næstseneste

mellembys efterretninger skal der være konstateret

tilbagefald et eller andet sted derude; der skulle findes

en bænk, hvis fortang betjenes med en kile og en væg

tig håndspålæggelse. Ganske vist var det på en under

afdeling; men limeren har dog også krav på at kaldes

snedker!

Kedeligt blot, at kilens arbejdsområde er så stærkt

begrænset. Således skal en kile med en stigning på 1:6

have en længde af mindst 30 cm og tilsvarende lebens-

raum for at kunne udføre en spændebevægelse på

4 cm.

Kile er godt - men gevind er bedre!

I gammel tid gik man til smeden og fik fremstillet

værktøjets skærende dele. Han fik dog kun lov til at

lave det absolut nødvendigste; anbringelse og fasthol

delse foretrak man at sørge for selv. Da høvlen skulle

have klap, holdt det sikkert hårdt, før han fik til

ladelse til at medvirke ved dens fastspænding; der kan

fortælles om høvle, hvis klap kun holdtes af kilen og

blev indstillet med små lette slag, medens det hele sad

i høvleblokken.

Savklingen riggede man til uden yderligere brug af

metaldele - ved hjælp af træpinde, strikker og endnu

en pind. Med teaktræsarme og udkehlet fyrrebjælke

fremtræder nutidssaven som det bedste, der kan laves

af snedkeren selv. En tysk fabrik har forsøgt sig med

en forbedring, hvor snoren var erstattet med en tvun

den jerntråd, der spændtes med bolt og vingemøtrik.

Armene var af bøgetræ og bjælken sværere end øn

skeligt. Hele historien var næsten dobbelt så tung

som en ordentlig dansk hjemmegjort. Godt var det

ikke.

Det må erindres, at smeden af i går ikke rådede

over de hjælpemidler, som i dag står til værktøjs

fabrikkernes disposition. I dag skulle det nok være

muligt at fremstille til snedkerbrug en letvægts sav

stilling af tyndvæggede elliptiske stålrør, der i hær

det stand kunne nøjes med en godstykkelse på højst

0,5 mm. Det ville gøre den øverste halvdel med

strammeanordningen overflødig. Saven kom til at

fylde mindre, og ved visse arbejder ville det være en

direkte fordel med denne udglatning. Klingen kunne

holdes spændt med samme stivhed i en menneske

alder og altid være klar til brug. Manøvrering af

spændegrejerne sker med et søm eller en dyknagle til

hjælp. De gennemborede dupper og lejerne til dem

kan være af træ; ikke fordi det er den eneste udvej,

men det er sukkerovertrækket, som skal hjælpe sned

keren til at sluge tabletten. For det er jo en kends

gerning, at han nærer en indgroet mistillid til al me

dicin, der smager af jern, millimeter og gevind.

Angler og klinge kan samles med en selvspæn

dende nitte. Her er for en gangs skyld et tilfælde, hvor

kilen er lige så god - bedre, måske - end skruen.

Skulle dette savforslag blive forsøgt ført ud i vir

keligheden, ville det største problem ikke blive hver

ken fremstillingsvanskeligheder, afskrækkende høje

priser eller for kort levetid, men snarere brugernes

uvilje mod alt nyt.

Hvad er nu det for en uorden?

Ved en foredrags- og demonstrationsaften om ved

ligeholdelse af værktøj, oplyste en ældre bygnings

snedker os om, at det var ganske almindeligt, - også

mellem bygningssnedkere - at bruge en skruetrækker

til at udlægge savene med! Vi smagte lidt på det den

gang, men har senere fået det bekræftet på en så

eftertrykkelig måde, at vi nu næsten føler os beskæm

met på vort gode, gamle fags vegne.

819