264 / 414
262
lille F red erik sb er g K irk e. D a h an v a r D ren g , m a a tte
h an som and re fa ttig e B ø rn sy n g e d erind e om S øn
d a g en , m en h an s A n d a g t v a r ik k e a ltid lig e stor. V i
g iv e r a tte r h am se lv O rd et:
Om Somren kun i Trinitatis-Tiden
mecl liden
Opmærksomhed jeg horte til.
Bag Orglet med de andre Byens Poge
i Kroge
aftalte jeg det kære Spil.
Og mens de sang derinde Litaniet,
jeg spilte Klink med
B em l*)
i Sakristiet.
Tilgiv, du ædle Præst, som hisset hviler!
Du smiler,
Du saa i Drengens unge Bryst.
Du horte ham med svag, med uvant Tunge
at sjunge
sin Psalme med begejstret Røst.
Igennem Kirken kunde du fornemme
fra Orgelet den spæde Digterstemme.
O, hvilken Fryd
0111
Julen! Lysekronen
til Tonen
da brændte med sin Messingglans.
O, hvilken Pragt, naar hist for Konfirmanden
i Kanten
af Stolen plantet blev en Krans!
Det grønne Løv med røde Båand var siret,
og Bladguld flagrede fra Vokspapiret.
Endnu jeg hører Barnets spæde Raaben
ved Daaben.
Forgæves man det tysse vil.
Fra lille nøgne Hoved Huen viger;
det skriger.
Man dover det med Orgelspil.
Forsigtig, bryd den ikke, spæd er Staven,
kort Vejen er fra Daaben og til Graven.
Du kære Orgel med metalne Piber!
End griber
din Lyd mit Bryst med sælsom Fryd.
*)
W inckler.