270 / 414
268
Hist drager frem en Skare
med Ungdoms fejre Mod,
til klingende Fanfare
den flytter vinget Fod. —
Ja,
vinget,
skønt lidt tunge
Sandaler Korpset har,
og nogle blandt de unge
i Dag først Skotøj bar.
Men sligt vil intet sige,
glemt er nu Nød og Savn,
den arme som den rige
kan fejre Fastelavn.
»Man spiller falske Toner«
en Kritikus paastaar;
men
Mozart
selv forsoner,
hvad rent fra Hjertet gaar.
Til Afmarch er alt vinket
med Fanen paa en Pind;
den friske Luft har sminket
saa mangen lille Kind.
Hvo bleg blev af Naturen,
er dog som Sundhed mødt.
Han taget har fra Muren
lidt ægte Tagstensrødt.
Med Skæg og Knebelsbarter
man enkelte kan se,
og alle Vaabenarter
er taalt i den Armé.
De hvide Skjorter blænde
med røde Baand omkring,
og nogle Trøjen vende;
det koster ingenting!
Ham med de store Knapper,
(paa Billedet han staar)
ham, hvem man mest beklapper,
jo flere Prygl han faar;
ham kan ej Toget miste,
skønt alt han gør omtvers;
thi han er ej den sidste
til Løjer og Kommers.