GamleKongensKjøbenhavn

Optøjerne i Kjøbenhavn 1819- 20

311

Naar man ved, hvor agtet det af Hofraad Amsel David

Meyer grundede Handelshus var ved sin Virksomhed og ved

sin store Godgjørenlied, der ogsaa i fuldt Maal kom Kristne til

gode, fremtræder endnu mere det afskyelige i denne neder

drægtige Opfordring, der jo gik ud paa Plyndring og andre

Voldsomheder. Iler var det da ogsaa, at Massen flokkede sig

og under Hurraraab begyndte at slaa Ruderne ind. En Væg

ter, som formanede til Rolighed, fik Prygl og maatte flygte,

og tre Husarer, der som Piket vare opstillede i Nærheden,

mente ikke at kunne udrette noget mod Massen og red der

for ganske rolig deres Vej. Aldrig viste den slette Ledelse sig

i et mere grelt Lys end ved denne Lejlighed. Da 43 Ruder

vare indslagne i Gaarden, indfandt der sig endelig noget Po

liti, som med Stokkeslag fordrev Massen og arresterede et Par

af Deltagerne. Senere paa Aftenen blev der indslaget Ruder

paa flere Steder i Raadhusstræde, Kompagnistræde, Hysken-

stræde, paa store Kjøbmagergade, i Kronprindsensgade osv.

Militæret ryddede nu Gaderne, og henimod Midnat var alt

roligt.

Ved denne Lejlighed tildrog der sig en lille Begivenhed, som

er ret karakteristisk for daværende Tilstande. Politidirek

tøren, som pligtmæssig havde givet Møde for i egen Person

at lede Operationerne, blev paa Hjørnet af Kompagnistræde

og Hyskenstræde overfaldet af en ubekjendt Person med

Stokkeslag. En Vægter kom til, og Voldsmanden greb Flugten

lil Nytorv, forfulgt af Vægteren, som af Pøbelen afholdtes

fra at gribe ham. Justitsraad Hvidberg var imidlertid tyet

ned i en Kjælder, hvorefter tvende Vægtere, som det hedder

i den i denne Anledning afgivne Rapport, fik Ordre til at ge-

leide Politidirektøren, indtil en Politipatrouille tog ham under

sin Varetægt og bragte ham i Sikkerhed. Man kan tænke

sig, at denne lille Episode, der hurtig kom ud blandt Folk,

1)1ev meget omtalt, og vakte stor Morskab. 1 de raadende

Kredse, hvor Politidirektørens Mangel paa Dygtighed mere

og mere blev erkjendt, bidrog den ogsaa sikkert til at fremme

det almindelige Ønske om et Personskifte i den Post, han vist

nok aldrig burde have beklædt; men for at det ikke skulde

blive altfor paafaldende, hengik der dog et Par Maaneder,

inden han den 1. Januar 1820 pludselig blev afskediget i

Naade og med Ventepenge, og hans Post overdraget til Assessor

i Højesteret, Etatsraad Kjærulff.

Om den mellemliggende Tid er der med Hensyn til vort

Æmne kun lidet at meddele. Men i Januar 1820 begyndte der