312 / 387
308
Optøjerne i Kjøbenhavn 1819— 20
danne skulde finde Sted. Nogen egenlig Plan synes i ethvert
Tilfælde ikke al have existeret. Af Rapporterne syntes at
fremgaa, at der var Personer af den dannede Klasse mellem
Tumultuanterne, og at nogle af dem vare forklædte som Ma
troser. Der gik ogsaa det Rygte, at ikke faa Studenter havde
deltaget. Dette foranledigede Regensprovsten Prof. Nyerup lil
i Bladene at lade indrykke følgende Protest: „Da ingen af alle
de paa Regensen boende Studenter har paa den allerfjærneste
Maade liavt den allermindste Del i de her i Staden den 4de
og 5te ds. forefaldne Pøbel-Optøjer, erklærer jeg Den, som,
paastaar det modsatte, for En, der farer med Usandhed.“
Imidlertid var der dog gjort Forsøg paa at faa Studenterne til
at deltage. Saaledes indfandt der sig den 7de Septbr. en Sned
kersvend ved Navn Schilling paa Regensen med den Under
retning, at en Student var bleven arresteret, og at han ven
tede, at Studenterne vilde samle sig for at befri ham. Schil
ling, som senere blev arresteret og straffet, blev afvist, og det
viste sig ogsaa, at Historien om den anholdte Student var op
funden.
, 1 ;
\
Hine Dages sørgelige Forvildelser og Fanatisme viste sig
tillige i Overfald paa Gaderne ved højlys Dag paa ældre
Folk af den mosaiske Tro, som vovede sig ud af deres Boliger.
En afskyelig Medfart led den forhen omtalte Erfeldt, hvis
Bolig Pøbelen havde søgl at demolere. Erfeldt, der ikke havde
noget blivende Sted hjemme, var bleven tilbudt Logis hos en
Baron Gersdorf. Paa Vejen derhen blev han insulteret og
overfaldet med Stød og Slag. Han søgte nu ind i en Gaard,
hvor han hos den derboende Ilyrekusk fik en Vogn for at
lade sig kjøre til Frederiks Hospital. Uagtet Kusken kjørte
rask, blev Vognen i Bredgade standset af Pøbelen, der for
søgte at trække Erfeldt ud, hvilket han dog forhindrede ved
at fremtage en Pistol, som dog ikke var ladt, og dermed skræm
me Voldsmændene. Massen fulgte nu hujende og pibende efter
Vognen, og da den kjørte ind i Hospitalsporten, stormede
Pøblen med ind, trak Erfeldt ud af Vognen, slog til ham og
traadte paa ham, indtil han med Nød og næppe blev befriet
af Hospitalets Folk. At sligt kunde passere, er ogsaa et Vid
nesbyrd om, hvorledes Politiet i de Dage opfyldte sin Pligt,
og hvor slet det var ledet.
Det er let at forstaa, at Stemningen i Byen i den Tid var
meget trykket, og at den holdtes i stadig Uro ved Rygter under
tiden af den absurdeste Karakter, som man sikkert med Flid
søgte at udbrede. Snart hed det, at Bønderne i Kjøbenhavns