322 / 387
318
Kjøbenhavnske Originaler
Hvad Vej til Saliglied man gik;
Nej, her man ugenert kan bo;
Man destilleres ej for Tro
Her har vi Guld i Naboriget Norge
Og Sølv og Jern og underjords Metal,
Og vi har brave Kjøbmænd, som os borge,
Om Lykken gjør sig altfor gal;
Og Skræddere sy tusind Sting
Paa Puf! — aa hvilken herlig Ting!
Her har vi Datids, Musik og mange Løjer,
Og Fjendskab er en evig Skam;
Den Sømand rask den fjerne Bølge pløjer
Og henter Vin og indisk Kram.
Vort Land gi’er dejlig Hug til Brød,
Vi faa den ordentligste Død.“
Denne og andre lignende Sange, der skyldes Bramsen,
vidne i det mindste om et vist Greb paa populær Visedigtning,
hvortil der desuden kom en Evne lil at omdigte Sange af
alvorligt Indhold paa en lystig Maade. Han skal saaledes
være Forfatter af den bekjendte Parodi paa Sangen „Hver
Glædens Ven", som endnu mange ville erindre:
„Glæden er lig en Tømmersvend,
Som paa et Værtshus man finder,
Og som, idet han farer hen,
Drikker en Snaps og forsvinder."
Alle disse Egenskaber i Forbindelse med den Omstændig
hed, at man aldrig behøvede at bede liam om at synge og
spille, bevirkede, at han i større eller mindre Kredse af sine
Standsfæller var særdeles velkommen, hvor han da ogsaa,
især naar den rygende Bolle kom paa Bordet, var ret i sit Es.
Ilan var altid Midtpunktet for Lystigheden, og i hans Forsøg
paa at vedligeholde den var der ikke Spor af Prætension.
Han var tillige, .som tidligere omtalt, fuld af morsomme Ind
fald og Historier. Et Par af disse kunne maaske interessere
Læserne. En Bekjendt kom en Dag til ham og bestilte et Par
Støvler. „Hvorledes skal de være?" spurgte Bramsen. „Til
at ride med,“ var Svaret. Manden fik Støvlerne. Nogle Dage
efter kom han farende ind til Bramsen, der sad med sin Syl
i Haanden. „Hvad er det for Støvler, Du har givet mig1?"
raabte han. — „Er der noget galt med Støvlerne?" spurgte
Bramsen ganske troskyldig. — „Om der er? Jeg liar gaaet