314
5. SUPPLERENDE VÆSENTLIGE SIKKERHEDS- OG SUNDHEDSKRAV FOR
MASKINER BESTEMT TIL ARBEJDE UNDER JORDEN
Maskiner bestemt til arbejde under jorden skal opfylde alle de væsentlige sikkerheds- og
sundhedskrav, der er omhandlet i dette kapitel (jf. Generelle principper, punkt 4).
§ 362 Supplerende krav til maskiner bestemt til arbejde under jorden
Bilag I, punkt 5, indeholder supplerende væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav til
maskiner bestemt til arbejde under jorden. Disse krav finder anvendelse på de
pågældende maskiner som supplement til de relevante krav i bilag I, punkt 1, og hvor
det er relevant, i de øvrige punkter i bilag I – jf. § 163: kommentarer til Generelle
principper, punkt 4.
Den begrænsede anvendelse af begrebet "arbejde under jorden"
blev anført i
protokollen fra Rådets møde den 20. juni 1991, hvor disse krav for første gang blev
indført i maskindirektivet:
Det er underforstået, at arbejde, der udføres i parkeringsanlæg under jorden,
indkøbscentre under jorden, kældre, champignonbede og lignende, ikke anses
for at udgøre arbejde under jorden.
Følgelig vedrører de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav i punkt 5 maskiner, der
er bestemt til at blive anvendt i miner og underjordiske brud og ikke i bygninger, som
ligger under terrænhøjde.
Det skal bemærkes, at visse kategorier af maskiner bestemt til arbejde under jorden
står opført på listen i bilag IV, punkt 12.1 og 12.2, over kategorier af maskiner, som er
underlagt overensstemmelsesvurderingsprocedurerne i artikel 12, stk. 3 og 4.
5.1. RISICI SOM FØLGE AF MANGLENDE STABILITET
Mekanisk drevne afstivninger skal konstrueres og fremstilles på en sådan måde, at
de bevarer den rigtige stilling, når de bevæges, og ikke skrider ud, hverken inden og
medens de sættes under tryk, eller efter at trykket er ophævet. De skal være udstyret
med forankringspunkter for de enkelte hydrauliske grubeafstivningers rørplade.
5.2. BEVÆGELSESFRIHED
Mekanisk drevne afstivninger må ikke hæmme personers bevægelsesfrihed.
§ 363 Mekanisk drevne afstivninger
Kravene i punkt 5.1 og 5.2 vedrører bevægelige hydraulisk drevne afstivninger, der
anvendes til at afstive brydningsfrontens loft. Kravene i punkt 5.1 supplerer det
generelle krav vedrørende stabilitet, som er fastsat i punkt 1.3.1.
EN 1804-standarderne indeholder specifikationer på mekanisk drevne afstivninger.