RACINE, MILWAUKEE, MINNEAPOLIS, ST. PAUL
95
cert, gik Turen ned gennem den brede Nicollet Ave., over den
lange Mississippibro, hvorfra vi kastede et Blik mod de mægtige
Pillsbury-Flour-Mills, der fra denne Side ganske behersker Stadens
Fysiognomi, over til den akademiske Verdens Domicil. Fra Trap
pen under Universitetskapellets klassiskformede Portal sang vi
efter en Velkomsttale af en af Professorerne og efter, at
Cliristop-
hersen
havde svaret med en lille, engelsk Speech, nogle Sange fol
de Hundreder af Studenter, som havde samlet sig om os.
Men noget længere Op
hold paa Universitetet var
der ikke Tid t il; vi hastede
videre, og nu kom Køreturen
til det dejlige Minnehaha, i
skarpe Kurver og store Sving
langs Mississippis skovklædte
Bred. Skade, at der var saa
kort Tid til Hvile ved det
florlette Vandfald, hvor det
var, som om alle Naturens
blide Aander havde sat hver
andre Stævne. Hvis Nøkken
og Huldren og Alfer smaa
eksisterer i Amerika, saa maa
det være her, de bor.
I yndefuldt Fald rislede
Minnehahas Vande ned over
den takkede Skiferkant og
hang som et tyndt, gennem
sigtigt Slør i de vidunderligste
graa, røde, grønligblaa Farve
toner fra de smuldrende Stenlag. Og Floden pludrede og klukkede
og hviskede til os Longfellow’s Ord om Hiawatha, den store, den
ædle, som en Aftenstund slog sig ned
h e r h o s
»the ancient Arrowmaker,
in the lan d of the D aco tah s,
w h e re th e fa lls o f M in n eh ah a
fla sh an d gleam in sh in in g re a ch e s,
leap an d la u g h am on g the w o od lan d s« —
og om, hvorledes han vandt sin Brud, den møikøjede
»Minnehaha, Laughing Water,
handsomest of all the women
in the land of the Dacotahs,
in the land of handsome women«.—