KøbenhavnFortæller

lå længere ude, va r åbent land, dengang b id ragyderne var børn.

D er er sket meget siden da, men beretn ingerne viser, at vel

var det ikke idyl altsamm en omkring århund red sk ifte t —tvæ rt

imod - men der fandtes nu alligevel væ rd ier i tilvæ relsen, som

måske træ d er tydeligere frem nu end dengang.

Jeg ha r hæ ftet m ig ved en hel del ting, som jeg tidligere h a r

overset. R ichard U n ters selvindlysende fo rk laring på, hvorfo r

de jødiske indv and rere fo re trak fag som sk ræ dderfaget og sko

m agerfaget er ét eksempel b land t mange. Og et eksempel til:

Adskillige h a r peget på - og savner - tidligere tiders store be

vægelighed på boligm arkedet. Det, at m an kunne fly tte uden

videre, n å r m an træ ng te til fo rand rin g af den ene eller den

anden grund, er noget, som mange peger på som et gode, der

er gået tab t - selv om an ledn ingen til fly tn ing lang t fra altid

v a r glædelig. Også det er naturligvis et gode, som havde sin

pris, men jeg tror, det siger noget om, hvor væ sentlig t det er

for menneskers trivsel, at de ikke føler sig låst fast i ganske

bestem te situationer eller m iljøer.

Mennesker trives ikke, hvis

de ikke har valgmuligheder

- og det m å ikke glemmes, at det

også er en del af problem atikken for de unge i dag, a t de vil

have a ltern ativ er - valgm uligheder. De vil ikke give afkald på

retten til at væ re med til at forme deres egen skæbne - en ret

som vi vel alle lægger vægt på. L ad så væ re, at protesten ind

imellem giver sig ou trerede udslag og somme tid er b liver ret

desperat. I p rincipp et er der alligevel noget sundt i, at folk -

hv ad enten de er unge eller gam le - vil have medbestemmelses

ret, n å r det gæ lder deres eget liv og levned. Vi skal passe på,

at vi ikke lige så stille g lider ind i et sam fund, hvor vi ikke h a r

valgmuligheder, og hvor vi fra barnsben og for livstid låses fast

i bestem te b an er og systemer. Selv om vi måske nok lovlig tit i

denne tid er ude for selvtægt og uparlam en tariske metoder, vil

jeg alligevel nødigt se, at ønsket og k ravet om medbestemmel

sesret i forhold, som ang år ens eget ve og vel, bliver lag t for

had på g rund af extrem e aggressioner mod fje rn sty rin g og

fremmedgørelse. Jeg håber, a t frem tidens sam fund k la re r den

problem atik uden alt for svære brydninger.

142