KøbenhavnFortæller

tynd p ind af en passende længde. Man satte den ind i fo rdyb

ningen i fælgen. A t presse det over en toppet brolægn ing med

stor fa rt eller d reje det omkring et h jø rne uden at sæ tte fa rten

ned, så h ju let lå skråt i svinget, det va r en oplevelse. Det kunne

jo også gå galt, m an kunne blive for ivrig, som da jeg på g a

den b ra t blev standset ved at stå under mulen p å den ene af to

store belgiske heste, der flegm atisk kv itterede ved fuldkommen

ligegyldighed. T rilleb ån d e t kørte videre og lagde sig til ro med

den „personlige“ klingre lyd, som endnu sidder drengen i ørene.

Med sporvogne, disse usm idige trafikk lod ser på skinner var

det umuligt at komme til en „o rdn in g“. Jeg prøvede ganske vist,

da je g skulle ud til en af forretn ingens kunder, at stå på på Kon

gens Ny to rv , få afleveret pakken og ved jo ng leren med fo r

skellige sporvognslinier at stå af samme sted. En konduktør b lin

kede ven ligt til mig, men det krævede for megen forståelse og

ven lighed fra „e taten s“ side, så jeg opgav. E t forsøg p å at eli

m inere sporvejenes tilstedevæ relse ved at løbe begge veje ved

udbringelse af en m indre ordre og stolt præ sen tere de 20 øre -

besparelsen - ved hjemkom sten blev mødt med næ sten pinlig

tavshed, så jeg forstod, at en gentagelse v a r uønsket. De m ang

lede den rette sportsånd.

Hvo r h a r mange københavnske kuske h a ft en dreng løbende

ved siden af vognen under råbet: „M å je g køre m ed?“, og hvor

h a r mange d rengean sig ter lyst op, n å r de havde fået det lille

positive nik. A t kunne holde balancen i N apo leon -attitude på en

fladvogn med to „v ilde“ heste for. Jo, det v a r tider.

Den gyldne sommer svandt. L angebro b ad ean sta lt v a r fo r

længst besøgt for sidste gang. Folks strøg tur v a r genoptaget, og

dagen for m in afsked med den levende verden omkring Ø ster

gade 51 næ rm ede sig. Jeg kunne ikke få begrebet skrædder over

mine læber i forbindelse med m ine frem tidsp laner. A ltså sagde

je g til m in chef - lid t stammende: „Jeg kan desvæ rre ikke blive

her længere, je g skal til J y lla n d i fiskerlæ re.“ H a n så længe

und rende på mig. Endelig sagde han : „Ja, så m å du huske at

sende nogle stykker hummer, hvis du skulle få den slags „fisk“

i g a rn e t.“