KøbenhavnFortæller

Og „M o r“ va r skom agerdatter fra Nakskov. Jeg m indes dem

begge, m in søde „M o r“, m in stovte og m ilde „ F a r“.

„M o r“ var a lt for m ig og tog mine unoder med tålmod. Da

jeg engang satte ild i sengetæppet og en and en gang skilte

bornholm eren ad, vankede der dog af sæberiset.

Om sommeren havde „M o r“ et lyst, let sjal over skuldrene og

en sort stråh a t med blomster. Jeg havde korte bukser, lange sorte

strømper, ret- og vrang strikkede, kadetbluse og hv id blød k a

sket. Om vin teren va r „M ors“ overtøj en svær cape - en „keps“,

som den hed i daglig tale. D ertil en mørk strikket kyse, næ sten

alle „alm uekv ind er“ ba r en sådan, men også tykkere sjal blev

brug t af koner med en mere om fangsrig figur. M an b rug te den

vittige bemæ rkning: „Hun h a r figu r til la n g s ja l“. Jeg v a r ifø rt

en hjemmesyet bluse og en om- og hjemmesyet sto rtrø je og f je

derlædersko eller træsko.

Po rten til nr. 27 i m in gade v a r ramm en om en halv snes

større og m indre drenges samvær. E t p a r af drengene spillede på

m undharm on ika og va r de toneangivende, and re flø jtede til,

resten v a r kun lu tte r øre. D et v a r bæ lgmørkt i den store port,

kun glødede det af og til fra en cigaret. De få, der røg - „M o to r“

og „C o n trab an d e“ - v a r ikke kæderygere, som det ses i dag, j a

gede ikke efter de vilde katte, rend te ikke efter tøse, v a r ikke

rå. E t havde vi alle tilfæ lles: vi v a r fattige. H vo r havde vi det

rart! V o rt lille flø jte- og sangpau lun dannede ligesom fo rg å rd

til bygningen bagved, et pakhus, men nu in d re tte t til bl. a. mø-

belpolstrervæ rksted. Og hvem arbejd ede der som svend? Det

g jo rde såmænd N iels Hansen, den senere tenor og kgl. kamm er

sanger. Ingen af os drenge kunne vide, at vi havde et sådan t

naboskab til vore „musikalske“ præ stationer. D et er u fo rståe

ligt, a t de to handlende, en bager og en cigarhand ler, for ikke

at tale om beboerne i nr. 27, ganske undlod at bede os om at

forsvinde fra po rten - men det g jo rde m an ikke.

En dag sagde m in skoleinspektør, at jeg skulle til optagelses

prøve på Opfostringshuset - den gik nem t nok. M en en morgen

i ju n i 1907 gik „M o r“ med mig. U kend t i den fremm ede bydel

kneb det med at finde gaden, hvor skolen lå - eller v a r det,