KøbenhavnFortæller

rydd et op og g jo rt ren t i bag lokalet og i gården , vi v a r lid t be

tu ttede, da chefen kald te os ind og m eddelte os, at vi havde

k laret os tilfred sstillende. H a n gav os hver en mystisk udseende

pakke, der ved næ rm ere eftersyn viste sig at indeholde ru lle

skøjter. De kom på med det samme, og jeg blev trukket af et

ganske gem ent hestekøretøj gennem byen til ju le a fte n på det

yderste Nørrebro.

T ran sp o rt v a r og er jo et meget vig tig t om råde, og her in d

tog droskerne en frem skudt plads. De va r lid t langsomme, men

der va r ret god siddeplads bag på. D et v a r en forudsæ tning, at

kalechen va r slået op, og at kusken, n å r h an opdagede „passa

g e re n “, ikke kunne nå g ratisten med piskesnerten. D et v a r der

nogle, der kunne, men vi havde fundet ud af en virkelig v el

gørende hævn. Mere end en gang er det lykkedes at få kusken til

at d reje sig „ liv sfa rlig t“ lan g t ud til siden, n å r vi med oph id

sede gebæ rder m eddelte, at det ene h ju l va r løbet af.

Droskekuskene va r en hel verden for sig, de v a r m enneskeken

dere og kørte for alle sam fundslag. D er gik m ange h istorier om

dem og deres rappe replikker, bl. a. denne noget vulgæ re: T re

lid t beduggede h errer: „Hvor lang t kan m an komme med denne

m øgvogn?“ „T ja , det kommer jo ganske an på, hvor møget skal

læsses a f.“

„H ø nen“ på N ø rregad e v a r den rene rom antik. Befolket mest

af æ ldre m ennesker passerede denne mærkelige hestesporvogn

huse og mennesker, som overvæ rede m an en langsom film.

S tandsninger og igangsæ tn inger v a r et helt ritu al, og tu ren va r

kun noget, je g gav m ig i kast med, n å r dagen havde væ ret helt

begivenhedsløs.

Med lid t transpo rtm od v a r de nye tax ab iler ret anvendelige.

Nogle a f dem havde kalecher med en stang tvæ rs over „til at

holde i “. H e r kunne m an sidde ret behageligt p å de store skæ r

me med fødderne på trinb ræ d tet. Jeg h a r p røvet tu ren gen

nem Nø rrebrogade. Den blev lid t „h u rtig t“ afb rud t, men det

v a r det hu rtigste, je g ind til da v a r kommet af sted.

B ryggeriernes vogne til tran spo rt af ølankre nævnes kun for

en fuldstændigheds skyld. Med ankrenes placering for oven,