KøbenhavnFortæller

sons kiste fra Paris blev ført gennem København. Jeg va r så

næ r katafalken , at jeg kunne røre det sorte klæde.

D er v a r m ange kendte personligheder, der gik efterm iddag s

tu r på Strøget, bl. a. H o lger D rachm ann, let kendelig på den

hø je skikkelse, bredskygget h a t og have-lock, som jo v a r og er

en sjæ lden beklædning på vore breddeg rader.

„Der kørte prin sessen“, kunne chefen pludselig sige. D et var

den folkekære prinsesse M arie, som lydløst kørte gennem S trø

get i sin store bil. N av net havde en sæ rlig k lang i mine ører,

for chefen havde fo rta lt mig, at der hv e rt å r inden ju l skulle

afleveres en pakke med sølvvarer i „Det gule P a læ “ i Am alie-

gade, og at reglen v a r 1 kr. til budet. A lt dette blegnede dog

helt ved budskabet om prinsessens død kort før ju l. D er v a r stil

hed i København.

En bydrengs arbejd e va r i regelen ikke sæ rlig indv iklet - een

ting v a r vigtigt, ikke m indst i m in nye stilling, hvor kunderne

boede spredt over hele byen, at kende sin by. D et opøvede vi

hjemme ved a t gæ tte gader. En gade på Frederiksberg, der be

gynder med t? T ho rvaldsen svej. Ja , så er det d in tur.

Kasserne fra E ng land va r foret med bly. Chefen: „H vad skal

vi gøre med b ly e t? “ „ Je rnh an d le ren køber m e ta l“. „P rø v .“ Det

gik fint, der v a r faste priser på m etal.

Sølvvarer, der skulle til provinsen, blev sendt i trækasser. „De

h a r savsmuld ved N iko laj, de vil nok afstå lid t“. „P rø v “. En

efterå rsaften ved Skt. N iko laj: kirken med dens krans af slag

terboder, lyset ud over brostenene med skyggerne fra de m ørk

klædte kunder, det røde kød, de b lodplettede hvide forklæder,

de jov iale slagtere med bow lerhattene - en v idunderlig atm o

sfære. „Sagde du savsmuld? N å, ja , det er ikke vores største

sa lg “, men det gik.

T il bestillingen hørte rengø ring a f gården . D et v a r overkom

meligt. F ladem ålet va r om trent som stuegulvet i et gennem

snits arbejd erh jem p å den tid. Lyset fra den lille strimmel h im

mel nåede kun i begrænset m ål til bunden i disse snævre fo r

hold. I gården v a r der en dør, der førte ind til et lille aflukke,

vi kaldte for Das. H e r fik je g til rensning a f lu ften o rd re r til