KøbenhavnFortæller

v ar altid et b illig t stik at få hjem . Som skrædere og skomagere

v a r de på en m åde mere beskyttede, d a de for det meste a r

bejdede på små væ rksteder, oftest hjemm e hos dem selv, og så

ledes havde deres p lag eånder på afstand .

M an må have de sam fundsforho ld for øje, som va r gæ ldende

i de første å rtie r efter 1900 for ret at fo rstå de trang e kår, som

var hverdagsliv i det gam le kv a rte r i datidens København. A r

bejderklassens kår v a r ringe. A rbejdslø sheden hang som en

svøbe over alles hoveder, understøttelsen v a r hverken til at leve

eller dø af. De gam le udslid te mennesker fik en pauver a ld e rs

rente, der næppe forslog til deres eget underho ld. T ub erku lo

sen trivedes b rav t i disse usunde, rottebefæng te boliger. Sammen

stuvningen af de tu sinder af mennesker i alle ald re og katego

rier v a r ju st ikke de bedste betingelser for den opvoksende un g

dom. D er foregik her m ang t og meget, som bø rn bu rde væ re

forskånet for. Sol va r der ikke meget af i denne stenørken, bø r

nene v a r henvist til gaden som legeplads.

E nhver havde nok i sit, men træ ng te naboen til en hån d sræ k

ning, lod m an ham ikke i stikken, for det kunne jo væ re, at

næste gang v a r det en selv, som behøvede naboens støtte. E t

vist fæ llesskab v a r givet, alle v a r jo småkårsfolk og i samme

båd, ingen v a r finere eller hø jere på sam fundsstigen end den

anden. Måske derfo r ba r m an sine genvo rd igheder med stoisk

ro. Det va r en na tu rlov at væ re optim ist, ellers va r livet jo ikke

til a t leve.

Skønt der således v a r m ange forstemmende forhold, v a r det

nu ikke tra u rig t altsammen. T rods alt fand t m an h er en ukue

lig livsvilje og livskraft, der ikke lod sig brydes. V ar der megen

g råd i disse huse, v a r der lang t mere latter, m an m alede ikke

fanden på væggen.

Bagerm ester L ichtenbergs ejendom , A d elgade 79 o. g. To væ

relser, det største in d re tte t som væ rksted. En Singer-symaskine

blev købt p å afbetaling . Inkassatoren kom hver ugedag for at

hente afd raget. Mor, der både skulle passe bø rnene - vi v a r i

m ellem tiden blevet fire - m ad lavn ing og hjemm et, h ja lp fa r

med at sy, hver en stund hun kunne afse. M in fa r va r en emi-