111 / 302
104
videdes Kredsen, først og fremmest ved Tilslutning a f
F ru Sophie Lund, Theatermaler Troels Lunds Hustru.
Hun havde en høj og meget smuk Sopran, elskede
Musik over alt og kunde efter Anlæg og Lyst kaldes
Sangerinde. A f Rung havde hun lært Guitarspil. Arki
tekt Bindeshøll og Maleren Heinrich Hansen kom til
ligesom Literaten Lobedanz (Tenor), der sang meget
godt, og Johan Lange (Tenor), der
1851
blev Bibliothe-
kar og Assistent ved botanisk Have, senere Professor
i Botanik; denne ligesaa dygtige som intelligente Sanger
liavde allerede vundet Lavrbær ved at bringe Kvartet
sangen paa Regensen i stort Flor.
Om at synge andet end italiensk Musik var der
ikke Tale. Det var netop den, man vilde dyrke. Man
lortabte sig i Palestrinas »Lamentationes«, men Rune
havde til Afvexling en Reserve i Baghaanden, der livede
saaledes op og vandt saadan Anklang, at den synes at
have taget Luven fra K irkemusiken : italienske Madri
galer. Dem havde han forlængst haft i Kikkerten. I
1844
havde han sendt en Madrigal-Raket op i Luften
uden at den endnu vakte synderlig Opmærksomhed.
Han udgav nemlig »Madrigal a f Girolamo Conversi,
Komponist fra det
16
de Aarhundrede, for Sopran, Alt,
to Tenorer og Bas«. Det var den senere saa berømme
lige »Sola soletta«, maaske en a f Sejrstrofæerne fra
Santinis Bibliothek.
Rimeligvis kunde Rung takke
Weyse tor flere al de andre udmærkede Madrigaler af
Giovanelli og Pietro Philippi, der bleve sungne; tlii de
havde tilhørt Weyse og vare med hans Samling komne
paa det kongelige Bibliothek.
Glæden over Madri
galerne var saa meget større, som man vidste, at knap