21 / 165
I den franske Rokokos Hoteller og Landsteder var
Vestibu len
fortrinsvis
anbragt i Bygningens Midtaxe og gerne formet over en oval eller en firsidet
Plan med rundede Hjørner; der forekom ogsaa adskillige Exempler paa saa-
danne Rum hvis Bagvæg var konkav, altsaa havde Nicheform i Lighed med
Vestibulen i Mokkes Palæ. Saadanne Typer er gengivet bl. a. hos Jombert [9].
Monumentale Aspirationer kan tillades en Forsal i en Stormands Hus, ogsaa
efter Rokokoens Opfattelse. En Hovedvestibule bør have en strengere arkitek
toniskKarakter endSaloner ogGemakker, ogher finder deklassiske „Ordener“
deres naturligste Plads. Væggene inddeles gerne ved Pilastre, helst toskanske,
hvis Stil har den kølige Holdning, der ønskes anslaaet i slige Rum tæt ved
Gaden og Hoben. Anvendelsen af Marmor, af Brudsten eller af Imitationer i
Gips, hører ogsaa hjemme i Vestibulen; medFliser paaGulvet ogblanke haarde
Vægge faar Rummet Resonans, hvilket anses for herskabeligt. Det er ligeledes
klart, at Opstilling af Statuer gør den bedst tænkelige Virkning i Vestibulen,
der endnu har Rester af den barokke
sala terrena s
pompøse Væsen i sig [10].
Forsalen i Moltkes Palæ, der aabnede sigmed tre store Portarkader udmod
Pladsen, kun med faa lave Trin hævet over dennes Niveau, var et usædvanlig
stateligt Rum. Dets Bredde svarede til Midtrisalittens og maalte saaledes en
Tredjedel af hele Palæets Udstrækning i Længden. Efter samtidige franske
Byggeregler maa Vestibulen kaldes uforholdsmæssig stor. Man mærker, at Ar
kitekten har villet forme sin Vestibule i Overensstemmelse med de italienske
senbarokke Stilidealer, der paa saa mange Maader spores i selve Bygningens
Plastik; formelt set er Palæet jo egentlig noksaa meget et
palazzo
somet
hotel.
Forsalens stortsvungne Rumlegeme maa have ejet en herlig Fylde og Blødhed.
Alene den Omstændighed, at Rummet laa forsænket i Forhold til Stueetagens
øvrige Niveau, gjorde det udtryksfuldt. Og dets Dekoration var overmaade rig.
Vestibulen blev gjort til en Marmorsal, sikkert ikke uden Tilskyndelse fra
Arkitekten, der siden 1750 havde været Ejer af Marmorbrud i Akershus Stift.
Udnyttelsen af den blaagraa Sten fra Tvillingriget mod hjord — allerede be-
3
*
1 9