26 / 165
den øverste Del, idet Gulvet blev hævet ved Vestibulens Opdeling i flere Værel
ser. Saaledes somvi nu ser den for os (PI. l ) , genkalder den i et og alt de for
Eigtved saa typiske Ovnnicher; den omgivende Blænding med knækkede Hjør
ner er jo ogsaa saa god somen Signatur. Gipsforsiringen med den kraftige og
præcise Midtcartouche skyldes Fossati, der selv nævner „Skjoldet paa Nichen
med tilhørende Ornamenter“ [23].
Ogsaa det dekorative Skulpturarbejde, der endelig fik sin Plads foran
Nichen, er mærkværdigvis bevaret, omend ikke i Moltkes Palæ paa Amalien
borg. Det er ukendt, hvilket Stykke— Vase eller Figur— der først tænktes op
stillet paa det limfarvede „Postement i Nissen“ . Men Pontoppidan giver os
Underretning omVestibulens fornemste Kunstværk i det Aar 1764: det fore
stillede ,,den Fabel om
And romeda
og
P e r s eo
, somfriede hende for at opsluges
af et
Monstro Marino
, alt meget vel giort af hvid italienskMarmor“ [24]. Dette
Billedhuggerarbejde var nok værd at se. Imidlertid — i den omhyggelige Be
skrivelse af Palæet, der blev gjort 1778 til Brug ved en Brandtaxation [25],
nævnes Andromeda-Gruppen ikke og maa følgelig have været fjernet fra Pa
læet. Siden da har den været anset for bortkommet; Faglitteraturen kendte
hidtil ikke dens Skæbne.
Efter vort Skønmaa Skulpturen fra Amalienborgs Vestibule dog være iden
tiskmed den Marmorgruppe forestillende Andromeda medUhyret ved sin Fod,
der nu findes i Glorups Have, indsat i en Søjlepavillon formentlig fra Slutnin
gen af 1760’erne (PI.
2
). Da A.G.Moltke paa denne Tid lod Haven ved sin
fyenske Herregaard forskønne og delvis omlægge efter Udkast af Jardin [26],
har enten han selv eller (snarere) hans Arkitekt fundet Amalienborg-Gruppen
mere anvendelig somLed i en klassicistisk Iscenesættelse af Parken. Den var
jo ubestridelig velegnet til at fylde et
temp ie tto
som de dengang nymodens
Søjlepavilloner i engelske og franske Haver [27].
Den effektfulde Andromeda-Gruppe er, sikkert med Rette, blevet hen
ført til Johannes Wiedewelt [28]. En Datering af den til 1760’ernes Slutning
2 4