536 / 978
1932.
456
Lov om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse.
23 Juni. Ansvaret for Behandlingen og Afgørelsen, derunder for, at
Nr. 182. (jen efter vedkommende Sags Art fornødne Bistand er ind
hentet hos den i Sundhedsstyrelsen forhaandenværende eller
iøvrigt til Raadighed for Styrelsen staaende Sagkundskab.
4) Den praktiserende Læges Konsulentvirksomhed ved
rører Forhandlinger om Lovforslag og Bestemmelser angaaende
de praktiserende Læger samt Sager, i hvilke hans specielle
Sagkundskab iøvrigt kan være til Nytte for Sundhedsstyrelsen.
5) Tandlægen er Konsulent i alle Tandlægesager.
6) Saafremt Medicinaldirektøren efter i en Sag af mere
principiel Betydning at have raadspurgt en af de i nær
værende Paragrafs 1ste og 2det Stk. omhandlede Konsulenter
indtager et Standpunkt i Sagen, som i væsentlig Grad afviger
fra Konsulentens, kan denne, forinden Afgørelse træffes,
forlange tilkaldt et Medlem af Lægeraadet efter Konsulentens
Valg til Drøftelse af Sagen. Opnaas der ikke derved Enighed,
skal Sagen, naar mindst to af de paagældende kræver det,
henvises til Behandling i Lægeraadet. Kommer det ej heller
her til Enighed, skal Medicinaldirektøren, saafremt Sagen af
et Ministerium er tilstillet Sundhedsstyrelsen til Erklæring,
eller af Sundhedsstyrelsen forelægges et Ministerium, overfor
dette nærmere redegøre for de under Drøftelsen i Lægeraadet
fremsatte Synspunkter.
7) Lægeraadet afholder ordinære Møder to Gange aarlig
samt ekstraordinære Møder i det Omfang, Forholdene kræver
det. Møderne sammenkaldes og ledes af Medicinaldirektøren,
der forelægger en Oversigt over Sundhedsstyrelsens Virksom
hed til Drøftelse. Medlemmerne kan kræve, at Spørgsmaal
af principiel Betydning for Landets Sundhedsvæsen eller
Sundhedsstyrelsens Virksomhed drøftes paa de ordinære
Møder, og kan vedtage, at Indenrigsministeriet skal under
rettes om Resultatet af Forhandlingerne.
8) Indenrigsministeren udnævner for 6 Aar ad Gangen
2 Repræsentanter for de kommunale Raad til at deltage i
Lægeraadets Behandling af Spørgsmaal, der har almindelig
Interesse for Landets Sundhedsvæsen, og hvor Behandlingen
ikke skal afsluttes med en faglig lægevidenskabelig Erklæring.