![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0111.jpg)
Adelige Rettigheder.
103
almindelige Anliggender aldrig kuilde gøres gældende. Til
bage blev kun de 32 Mænd, der tilligemed Magistraten
skulde overveje Stadens og Menighedens Bedste saa vel som
dens Indtægter og Udgifter, og den fri Adgang til Kongen
for 2 Udvalgte tilligemed Præsidenten og en Borgmester
blev det eneste, der var tilbage. Denne Tilladelse blev ogsaa
i Tidernes Løb benyttet en sjelden Gang; det er bekendt,
hvorledes den endnu bragtes i Anvendelse i Martsdagene 1848.
Det Punkt i Privilegierne, at Indbyggerne, gejstlige og
verdslige Standspersoner, maatte k ø b e a d e l i g t J o r d e g o d s og
nyde baade dette og hvad de havde faaet i Betaling eller
Pant af Kronens Gods for dem selv og deres Børn og Efter
kommere med samme Frihed, som Adelen havde paa sit Gods,
havde en Del at sige paa den Tid, det blev givet, ti Adelen
havde forskellige Herligheder, iblandt hvilke Skattefriheden
ikke var den mindste, hvilken sidste Herlighed dog snart
efter Krigen indskrænkedes til alene at gælde for Hoved-
gaarde. Under Belejringen havde mange Borgere faaet
Krongods i Pant og Udlæg, hvorved de altsaa sattes i
Klasse med Adelsmænd, men Betydningen heraf tabte sig
rigtignok for en Del ved, at Tilladelsen til at købe adeligt
Jordegods ved Frdn. af 28. Juli 1682 ogsaa udstrakte sig
til andre borgerlige, og ved at Herligheden ved at eje
Jordegods i pekuniær Henseende var ringe i mange Aar efter
1660. Det bliver ogsaa et Spørgsmaal, om det i Virkelig
heden var Regeringens Mening at give alle Indbyggere adelige
Rettigheder, ti der siges udtrykkelig „gejstlige og verdslige
S t and s p e r s o n e r “ , om f. Ex. en Slagter, der blev Hoved-
gaardsejer, derved ogsaa fik nævnte Rettigheder.
Det er dog vistnok blevet anerkendt, at enhver, der
havde Raad til at erhverve sig større Ejendomme, ogsaa
blev anset for Standsperson. Da der 1752 blev Spørgsmaal,
om en kjøbenhavnsk Ilaandværker, der var Kirkeejer, ogsaa
kunde kalde Præst og Degn, kunne man ikke nægte ham
denne Ret, fordi han var Borger i Kjøbenhavn, men derimod