114 / 579
Indkvarteringsfr ihed.
105
De nysnævnte 2 Punktet’, hvorved Borgerne sattes i
Klasse med Adelen, havde en ganske anden Betydning, da
de blev forkyndte første Gang 10. Avg. 1658, end da de
fik deres egentlige Stadfæstelse 24. Juni 1661, efterat den
Regeringsforandring var gennemført, ved hvilken Adelen fak
tisk havde mistet sin Indflydelse.
Det Punkt i Privilegierne, at Indbyggerne i Fredstid
skulde være fri for al I n d k v a r t e r i n g , idet Udgifterne til
den nødvendige Garnison skulde tages af Rigets almindelige
Skatkammer, kunde ikke misforstaas. Den svenske Resident
skriver ved 1661, at Privilegierne var satte paa Skruer,
hvac! dette Punkt angaar1), men det var Borgerskabets Op
fattelse, at de her var klare nok: „Stadens Fæstning, Garni
son og Defension er ej alene for det ringe Borgerskabs Skyld,
som her i Staden er boende og udi Fejdetid lige ved
Soldatesqvet forsvarer Voldene, men langt mere til det hele
Riges Konservation og Beskærmelse, eftersom Staden er
Eders kgl. Majestæts og det kgl. Huses Residens, Rigens
Regalier, Arsenal, Flaade og Proviant her forvares, mange
Adel og Uadel udi Krigstid hidsøge med deres bedste og
redeste Mobilier og Formue, hvorfor og Fæstningen er gjort
vidtløftig udi Begreb og udfordrer derfor des større Garnison"3).
Byrden med Indkvartering hørte dog ikke op med Kri
gen. Allerede 30. April 1660, en Maaned før Fredstraktaten
blev afsluttet, skriver Magistraten til Rigsraadet, „at eftersom
Borgerskabet nu udi 3 Aar kontinuerlig stor Inkvartering,
Vagthold, Voldarbejde og anden Besværing har udstaaet, og
hvis (hvad) de til Husholdning behøvede, udi stor „Dyrke“
(Dyrhed) af fremmede har maattet købe, de fleste derhos
været næringsløse og mistet deres Formue til Lands og
Vands, saa at største Parten derover er kommen i Armod
og ej kan underholde sig selv med Hustru og Børn, og
endog at dem nogle Gange er gjort Fortrøstning og Tilsagn,
!) Beckers Saml. I, 254. ») K. D. I, 724.