113 / 579
kunde den, der ejede adeligt Gods, ikke hævde sine adelige
Rettigheder, fordi han paaberaahte sig, at hans Fader eller
Farfader havde været Borger, uden for saa vidt disse havde
erhvervet Godset, ti naar vedkommende ikke var Borger til
lige, kunde Begrebet Efterkommer ikke overføres paa ham,
med andre Ord, Rettighederne var ikke arvelige udenfor
Kjøbenhavn.
Det kunde ske, at en' Person, der ellers
ikke var hjemmehørende i Kjøbenhavn, tog Borgerskab f. E.
som Skipper, for derved at vinde adelig Frihed over sit
Gods, men saadant blev ikke anset for lovlig Adkomst. Det
var endog Tvivl underkastet, om de adelige Rettigheder ikke
ophørte, naar Borgeren ophævede sin Handel og Næring i
Kjøbenhavn og tog Ophold paa sit Gods.
Ifølge Loven havde enhver Privilegeret, der ejede en
Sædegaard med mindst 400 Tdr. Hartkorn Bøndergods, Fri
hed til at oprette dette til Stamhus uden særlig Bevilling.
Dette var saaledes Tilfældet med The- og Porcellainshandler
Chr. Hansen, der 1757 oprettede Stamhuset Lønborggaard,
men der vilde vel næppe være blevet nægtet ham Tilladelse
hertil, saa denne Forret var højst ubetydelig.
Dette Punkt blev altsaa dog af nogen, om end ikke
stor praktisk Betydning.
Et andet Punkt, der havde en
forførende Klang, lød, at „alle udaf den private Stand, gejst
lige og verdslige (her tilføjes ikke Standspersoner, som ved
Omtalen af Jordegodset) nu og deres Børn og Efterkommere
efter dem, Borgere og Indvaanere her i Staden, skal nyde
med Adelen lige Adgang til Officia og Honores“ , men hertil
blev føjet den Betingelse: „naar de dem med deres Kapici-
tet og Kvaliteter dertil kan gøres kapable og meriterede*1.
Da Adelens Magt blev knækket ved Enevældets Indførelse,
blev denne Udsigt fælles for alle Landets Borgere, og det
var vel ikke mere indfødte Kjøbenhavnere end andre borger
lige, der høstede Gavn heraf.
104
Adelige Rettigheder.
J) Stampes Erklæringer III, 104—11, 388— 97.