173 / 579
164
Silkemanufaktur.
26. Nov. 1681 forbudt efter 6 Maaneders Forløb at have
andre Silkevarer til Salg end dem, de havde afkøbt Interes
senterne i Silkemanufakturværket eller selv ladet fabrikere
her i Staden.
Yed Frdn. af 12. Juni 1683 blev det befalet Kræm
merne at bringe deres fremmede Silkevarer op paa Børsen,
hvor de skulde sælges i en fælles Bod, og det blev forbudt
at bære udenlandske Silkestoffer i Klæder. Det gik dog ikke
godt med Fabrikken, uagtet Kræramerlavet saa godt som
blev tvunget til at yde 8000 Rdl. dertil. Paabudet om Be
skyttelse af Silkemanufakturerne kunde ikke overholdes, der
paa tyder de mange Reskripter derom.
1688 blev det
tilladt Folk at bære de Klæder af fremmede Silkestoffer, de
nu engang havde, men til Ilove eller for Dronningen maatte
ingen møde, uden i indenlandsk Silke; dette Aar klagedes
der ogsaa over, at ikke Kræmmerne men Fremmede drev
Ilandel med fremmede Silkevarer1).
Den svenske Gesandt beretter 1688, at disse Manufak
turer nu forfaldt, hvorover Købmændene var glade, da de havde
liden Fordel derved, og ofte havde udbrudt i Utaalmodighed,
at de vilde ønske, der maatte komme Krig, forat man kunde
faa en Ende paa Manufakturerne2).
1690 hedder det, at
disse nu var saa forfaldne, at der af 160 Stole kun var 10
tilbage, der ikke var bundne til Kompagniet, men havde
Frihed til at arbejde for sig selv, naar de kun købte Silken
af Kompagniet. Oplaget lod man først sætte til Avktion i
Stykkevis, derpaa i Alenvis og, da dette ej heller gav Af
sætning, maatte Deltagerne tage Varerne i Betaling. Man
mente, at det var Jens Juel, der var Skyld i Værkets Stans
ning, idet han imod Inspektørens Mening vilde forcere det
frem og gøre Kjøbenhavn til en Stabel for Østersølandenes
Forsyning med Silkevarer. Hovedresultatet af det hele blev,
1) K. D. VI, 764, 794. Silke-, Ulden- og Lærredskræmmerlavet
S. 39—40. a) D. Sml. 2. R. V, 185.