174 / 579
Silkemanufaktur.
165
at Kongen i de mange Aar mistede sin Told og Borgerska
bet sin Kredit og Forbindelse i Udlandet. Det var ej heller
da endnu tilladt at indføre Silkevarer, saa længe Deltagerne
sad inde med deres Varer1).
De tilbageblevne Silkevævere fik 16. Avg. 1690, „siden
Silkemanufakturkompagniet ej mere hos dem lader arbejde“
og de arbejdede paa egen Haand, de samme kgl. Privilegier,
som de, der varudstædte for de fremmede evangeliske og
reformerede, selv om de var indkomne i Landet, førend disse
Privilegier var givne. Disse Vævere var 7 i Tallet, der
tog Borgerskab 15. Dec. 1690, og de følgende Aar kom 5
til2). Den Fabrikant Henry Coulon Marchand, der tog Bor
gerskab 1691, var vel ogsaa Silkevæver. Iblandt disse var
en Mester ved Navn Claudi Bruno, med hvem den svenske
Gesandt 1688 underhandlede for at faa ham til at rejse til
Sverig, men han vilde ikke rejse, førend han fik den Kapital
af 1200 Rdl., han havde indsat i Værket, udbetalt. Gesandten
siger, at han førte Inspektion over det hele.
Han var af
åen papistiske Religionsbekendelse, men da han var „en af
de bedste Silke- og Sammet-Vævere“ , fik han samme Privi
legier som de andre3).
1690
fik Silkevæverne Toldfrihed for Indførsel at Raa-
stoffer og for Udførsel af deres egne Produkter tilligemed
særlige Lavsartikler, men da man formente, at der i Politi
mesterens Instrux af 1691 var optaget et ældre Forbud
mod at bære Klæder af Silke, gentog Kongen en anden ældre
Tilladelse af 15. Marts 1684 for alle og enhver til at bære
indenlandske Silkestoffer. Det gik dog ydermere tilbage med
Næringen, ti 1695 blev der nedsat en Kommission til at
overveje, hvad der kunde gøres for Silkevæverlavets Opkomst;
’ ) D. Sin! 2. R. V, 314—15; VI, 226—27. 2) To af dem blev
vistnok Stamfædre til Familien Pødenfant, hvilket Navn
da blev skrevet Pydenvan og Pødenfang, og vidner om, at
det er et fransk Navn (Peu d’enfant?). 3) K. D. VII, 315.
D. Sml 2. R. V, 185.