Previous Page  233 / 579 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 233 / 579 Next Page
Page Background

2 24

Overfald med Kaarde.

men idet denne værgede sig, kom Gyldencrone til i en Hast

og løb sin Kaarde ind i Livet paa Lachman, der straks

faldt om og døde. Morderne tog derpaa Flugten og rømte

bort. Gyldencrone dømtes ved Højesteret til at have sit

Liv, Ære og Gods forbrudt og, hvis han ikke blev greben,

til Fredløshed paa Livstid1).

Den Omstændighed, at Kaarden hørte til alle Folks

Klædedragt, bevirkede mange lignende Voldsomheder blandt

simplere Folk.

1684 straffes en Skræder Rasmus Lomborg

paa tre Gange 40 Lod Sølv for at have brudt Husfreden i

en anden Skræders Hus, hvor han var gaaet ind og med sin

Kaarde havde slaaet og stukket Læredrengen, der dog ikke

har været saa ganske uskyldig, da han siden for sine „unyt­

tige og ubekvems Ord“ dømtes til at sidde i otte Dage paa

Vand og Brød i Raadhuskælderen og til at gøre Rasmus

Lomborg offentlig Afbed paa Raadstuen.

1688 havde tre

Slagtere en Søndag Nat paa Gaden overfaldet fem Skalmeje­

blæsere af General-Major Schacks Bataillon, havde hugget og

stukket dem med deres Kaarder og slaaet Skalmejerne itu,

„da de dem med deres Spil opva'rtede“ . Ved et Slagsmaal

samme Aar mellem nogle Smedesvende oplystes det, at den

ene havde mistet en Sølvkaarde og en Stok2).

I Byfogedregnskabet 1676 dømtes Kristian Zoega til en

Bøde af 3 Rdl. for at have beskadiget en Student i Haanden

med en Kaarde3).

1684 blev Johan Hollænder „meget

skammeligen overfalden af en Skipper ved Navn Rasmus

Dolmer, først med Trusler og Skældsord og siden med Hug

og Haardræt, hvorover Johan Hollænder til sit Forsvar drog

en liden Kaarde og slog Skipperen over hans venstre Skul­

der “ , men denne drejede Hovedet, saaledes at han blev saaret

i dette, hvilket gav Anledning til hans Død4).

1) Magistratens Domprotokol.

Bircherods Dagbøger S. 285.

2) Raadstueprotokol 24. Marta 1684, 18. Marts og 30. Maj

1689. 3) Zoega var en afskediget Præst, der døde 1678 i

Kiøbenhavn og betegnes som „eu urolig Mand“, se Giessings

Jubellærere II, 408. 4) K. D. VII, 72— 73.