12 / 660
D e t k o n g e l i g e T h e a t e r
1801— 1825.
(Oehlenschlåger—Kotzebue).
TV" anontordenen paa Rheden den 2. April var den Festsalut,
som hilste det nye Aarhundredes Indtog i Danmark. Den
bebudede, at den idylliske Tid var forbi, og at Folket skulde
biinges de store Skjæbner nærmere, end det længe havde været,
at Landet
baade til Opløftelse og Fornedrelse — skulde
drages ind i den eurojDæiske Politiks rivende Strømninger, som
en klog og forsigtig Statsmandskunst i saa mange Aar havde
holdt det udenfor. Søværnets kjække Daad vakte i hele Landet
en Begeistring, som den politiske Feilregning, der havde led
saget den, ikke kunde svække, og baaren af denne Stemning
gav den unge nationale Digtning, som i strømmende Fylde ud
sprang fra Oehlenschlågers hartad uudtømmelige Væld, Signalet
til gjenvakt Liv paa mange andre af Aandslivets Omraader.
Men snart kom der trange Tider, og naar de ikke helt tog
Løftelsen fra den nye Reisning, vidner dette mere end
noget Andet om den gjenfødende Kraft, der var i den roman
tiske Bevægelse. Efter 1801 kom 1807, og Krigen mod England
havde Felttoget mod Sverig tilfølge, nogle Aar senere Krigs
erklæringerne mod Preussen og Rusland og endelig Danmarks
tvungne Tiltrædelse af Koalitionen mod Napoleon, en Række af
politiske Feil og Ydmygelser, hvis sørgelige Facit var Stats-