19 / 660
1 3
paa dette Omraade til Gjengjæld saa stærkt, at al kritisk Be
dømmelse druknede i det Taarebad, han yndede at tage sig i
den rørende Skuespillitteratur, hvis tarveligste Produkter uan
tastede passerede hans Censur eller endog indførtes paa Scenen
i hans egne Oversættelser. I den komiske Digtning var han
ligesaa ensidig indtagen i Holberg; ved ham alene svoer han,
men hvor gode de Bøger end ere, som Rahbek har skrevet om
vor store Lystspildigter, saa er det dog tilladt at tro, at hans
Kjærlighed til ham mere var af theoretisk end af praktisk Art,
thi han gjorde i sin lange Direktionstid Intet for at sikkre ham
en værdig Udførelse, om han end idelig ankede over det Util
fredsstillende ved Grjengivelsen af de holbergske Stykker;
Rahbek etablerede sig nemlig paa en saa mærkelig Maade i sin
nye Stilling, at han vedblev at føre sin kritiske Pen samtidig
med, at han havde Styrerstaven iliænde, og saavel i de nævnte
Bøger som i sit Blad „Tilskueren“ udtalte han sig stærkt
dadlende om adskillige Forhold ved den Skueplads, af hvis
Direktion han selv var Medlem, ja han negtede sig end ikke
mundtlig Misbilligelse af Stykker, han selv havde været med til
at antage, eller af administrative Foranstaltninger, som han selv
bar sin Del af Ansvaret for. Deraf lader sig drage den specielle
Slutning, at han stod i et spændt Forhold til sine Meddirek-
teurer, men tillige den almindelige Karakteristik af Rahbek som
Embedsmand, at han manglede Følelsen af sin Stillings Værdig
hed og Evne til at gjøre sin Villie gjældende. Hans sceniske
Theorier vare heller ikke egnede til at skaffe sig Anseelse;
især gjælder dette om hans falske Idealisme, der sværmede for
Kunstværket hovedsagelig som litterairt Produkt og ikke var
langt fra at paastaa, at al den ydre Støtte, som den dramatiske
Fremstilling kræver, var en Overflødighed, der drog Tanken
bort fra det Væsentlige i Digtningen og svækkede det ublandet
poetiske Indtryk. Som en Følge af denne Anskuelse gjorde
Rahbek en tvær Modstand mod det sceniske Udstyr, hvor be
skedent det end dengang var, og naar man ikke agtede denne
hans Modstand, revancherede han sig i sine Vennekredse ved
en gnaven Kritik over den Kunstanstalt, hvis naturlige For
svarer han skulde have været, ja han roste sig endog engang i
en offentlig Erklæring af, at han kun sjeldent besøgte Theatret.