17 / 660
BESTYRELSEN.
11
Kobberstik (S. 20—21), „Fædrenelandsk Kirkegaard“ , viser
Tableauet til de faldne Heltes Minde, arrangeret som Epilog efter
Opførelsen af „Niels Ebbesen“ , der den 12. Marts 1814 gaves
til Indtægt for Krigens Offre.
Men bortseet fra denne direkte Forbindelse mellem Tids-
begivenhederne og Scenen eller en enkelt af dens Kunstnere
hvilede Tidens Tryk kuende og hemmende ogsaa paa Theatret.
Man arbeidede som i en dump Atmosfære, hvor det dybe, friske
Aandedrag var en Umulighed, hvor Stemmen døde hen uden
Gjenklang, og hvor Idealerne stod med uklare, taagede Omrids.
For Publikum gjaldt dette Sidste endnu mere end for de Spil
lende, og skjøndt vor største tragiske Skuespildigter saavelsom
vor Theaterhistories mægtigste Kunstnerpersonlighed fremtraadte
just i denne Periode, var det kun langsomt og med Møie, at
den store Kunst banede sig Vei gjennem de Smagsforvildelser,
som havde betaget et lavstammet Publikum, og som Repertoiret
gjorde sig al Umage for at tilfredsstille. Trods den store Tilgang
af betydelige Talenter, Personalet havde, var og blev Tiden
indtil 1825 væsentligst de famlende Forsøgs , de uklare Bryd
ningers Epoke, og først senere formede Forholdene sig saaledes,
at de ypperlige Kræfter, Theatret havde samlet, kom til at virke
hver efter sin egen Natur og i et Ensemble af høit kunst
nerisk Værd.
Ved Aarhundredskiftet var Kammerherre Waltersdorff
Theatrets Chef med Baggesen, Kierulf og Sames som Meddirek-
teurer (I. S. 341). Chefens virkelige Indsigt i Theatervæsnet
og Forstaaelse af de Krav, en national Scene skulde tilfreds
stille, lod sig kun vanskeligt forlige med en strengt gjennemført
Økonomi i Ledelsen, og den meget sparsommelige, kunstnerisk
aldeles indifferente Kronprins Frederik ængstedes saare over
Budgettets høie Tal. Da man 1801 havde Brug for Walters-
dorffs Dygtighed i en anden Del af Statsstyrelsen, afskediges
han fra Chefsposten i Begyndelsen af Saisonen, og Kammer
herre A. W. von Hauch forenede atter Ledelsen af Theatret
med sin øvrige Embedsgjerning. Baggesen, som lod til at tage
fast Ophold i Paris, udsondredes et Par Aar efter, idet han fik
Afsked med Pension.