21 / 660
1 5
hindrede, at han huskede og i al Stilhed straffede Opsætsighed
og Pligtforsømmelse ved at udelukke den Skyldige fra det gode
Repertoire, som han overhovedet var ikke saalidet partisk 1 sit
Forhold til Personalet og trak sine Yndlinge frem paa deres
mindre velsete Fællers Bekostning. Hans Smag var af Naturen
ganske god, skjøndt lidet uddannet ved Læsning, hans Dom
over Udførelsen blev ved Øvelse mærkeligt sikker, men nogen
virkelig Interesse for Kunsten besad han ikke, og hans eneste
Rettesnor for Bestemmelsen af Repertoiret var Hensynet til.
hvad Publikum helst vilde se. Holberg savnede han ganske
Sands for, og det var egentlig kun det musikalske Skuespil,
han havde nogen rigtig Indsigt i og Deltagelse for. Med disse
Mangler maatte hans Embedsstyrelse frembyde adskillige svage
Sider, især da hans Stræben efter at gjøre Alle tilpas affødte en
vaklende Holdning og paadrog ham berettiget Dadel for Upaa-
lidelighed. Dannede han i saa Henseende en Modsætning til
den selvsikkre, resolute og strengt ordholdende Hauch, saa bør
det til Gjengjæld fremhæves som en anerkjendelsesværdig Side
af hans Direkteurvirksomhed, at han ikke som denne sin For-
gjænger gjorde Økonomien til øverste Lov, men baade havde
Indsigt i, hvad Theaterdriften kræver af Udgifter, og Villie til
at udrede dem.
Nød Ol sen ikke det officielle Ry som Smagsdommer, der
omstraalede Ralibek, turde det dog være, at hans litteraire
Kundskaber vare nok saa grundige, ligesom de utvivlsomt vare
langt mere omfattende end hans Direktionskollegas. Olsen, der
i tre Aar havde været exfcraordinair Professor i Sorø, var en
meget bereist og meget belæst Mand, udpræget fransk i sin
Dannelse som i sin vevre, urbane Optræden, men derfor ikke
ensidig i sin Smag, der tvertimod omfattede baade tydsk og
engelsk, baade italiensk og spansk Litteratur og samtidig
satte Holberg meget høit som national Forfatter. I hans Hus
samledes Byens bedste Selskab, og han var der Midtpunktet i
en Kreds af aandfulde Mennesker, som søgte hans Underhold
nings livlige Paavirkning. Ved Theatret spillede han en mindre
fremtrædende Rolle allerede af den Grund, at hans Embede
som Notarius publicus lagde stærkt Beslag paa hans Tid;
Administrationen holdt hans Kolleger ham helst borte fra,