242 / 660
FRANSKE SYNGESTYKKER.
235
men gaaer ind paa Forslaget. Hans Operette handler om et ungt
Menneske, der ligesom Armand elsker en ung Pige, men er bange for
at aabne sit Hjerte for en kjærlig Onkel. Florimond morer sig over
de Elskendes Forlegenhed ved denne Overensstemmelse mellem hans
Operette og deres Kjærligheds Mistro og List, men kaster snart Masken
og forener dem. Det ubetydelige Sujet er udført med megen Smag og
Delikatesse, og Musiken er nydelig, men Stykkets Virkning beroer dog
mest paa, at Florimonds Rolle faaer saa fin og pikant en Udførelse
som hos os af Frydendahl.
„ L ø n k a m m e r e t “ , Syngestykke i een Akt af H o ffm a n ,
Musik af S o lié , naaede op over de tredive Forestillinger. Valer bar
maattet skjule sig for at undgaa Forfølgelse, da han i Tvekamp har
saaret en ung Mand saaledes. at man venter hans Død. I nogle Dage
har han opholdt sig hos sin Ven Dupuis i et Lønkammer, som denne
har ladet indrette for ham. End ikke sin Kone har Dupuis betroet
denne Sag, men ved sine hemmelige Samtaler med Valer og ved den
Iver, hvormed han sørger for hans Fornødenheder, vækker han først
hendes Nysgjerrighed og derpaa hendes Skinsyge, hvilket fremkalder
flere med megen Finhed behandlede Optrin. Da Dupuis endelig kan
forkynde sin Ven, at Faren er forbi, hæves samtidigt Misforstaaelsen
mellem Ægtefolkene. Ogsaa dette Stykke bares oppe af Frydendahls
Spil som af den indtagende Musik.
Den utrættelige R o u illy , af hvem ikke mindre end sexten
Komedier ere gaaede over vor Scene, naaede en af sine største Succes er
med „ F r u e n t im m e r h a d e r e n “ , hvortil Oversætteren N.^ T. Biuun
med Held havde valgt en Del iørefaldende Musik af forskjellige Kompo
nister, og hvis Udførelse — især af Jfr. Thomsen (Mad. Zinck) som
Baronessen og Carl Bruun som Marcel — stod paa Høiden af Theatrets
Syngespil-Ydelser. Saint-Ernest, en ung Oberst, har af Harme over sin
Tilbedtes Troløshed svoret alle Fruentimmer et evigt Had og skjult
sig for dem paa sit Gods. En ung Enkebaronesse, hvis L iv Obersten
har frelst engang i Krigens Tid, beslutter at helbrede ham og redde
Kjønnets Ære. Hun overtaler hans gamle Gartner Marcel til at lade
hende slippe ind i Haven forklædt som Bondepige og under Navn af
hans Søsterdatter Perette, og efterat hun ved sin paatagne Enfoldighed
har opnaaet Tilladelse til at danne en Undtagelse fra det strenge
Forbud mod Kvinders Betrædelse af Eiendommen, angriber hun Fruen-
timmerhaderen med saamegen Finhed og Følelse, at han tilsidst beseires.
D en y p p e rlig ste Text, B ou illy h a r sk revet, b a r 1813 et
h e rlig t M usikvæ rk in d p aa den danske Scene, hvo r siden da
m ere end h u n d red e Opførelser have skaffet d e t B o rg e rre t: „ e
t o D a g e eller F l y g t n i n g e r n e “, Syng estykk e i tre A k te r af
L u ig i C h e r u b i n i (1760—1842), en a f de skjønneste P ro d u k tio n e r
i sin A rt. H an d lin g en er ypp erlig anlagt, med U nd tage se a
den n o g e t v ilk aarlig e, om end ikk e un atu rlig e og lalfald th e a tra s