244 / 660
PAÉE. ROSSINI.
237
maa da skjule sig i et hult Træ, og det aftales, at han ikke skal vove
sig frem , med mindre Grevinden klapper tre Gange i Hænderne.
Imidlertid kommer Antonios Kjæreste tilbage og fører sin foregivne
Svigerinde ind i Huset. Under Træet lægge et Par Soldater Raad op
om, hvorledes de bedst skulle fange Plygtningerne, og da Grevinden
træder ud for at bringe sin Mand nogen Vederkvægelse, skjule de sig
for at overrumple den unge Savoyardinde og drive Fjas med hende.
Hun giver det aftalte Signal, men Armand, som kjender Faren, svarer
ikke; ængstelig nærmer hun sig Træet og kalder paa sin Ven; Soldaterne
mærke Uraad, de styrte frem og gribe hende, men nu glemmer Greven
sig selv, er i en Hast ude af Træet og kaster Soldaterne til Side.
Ved Larmen stimle Bønderfolk og flere Soldater til, og da Grevinden
er kommen tillive efter sin Afmagt og i sin Glæde over at se sin
Mand udraaber hans Havn, er han røbet, Soldaterne rive ham fra
hende og staa i Begreb med at føre ham bort, da Michelli kommer
med en Officer, som bringer den ved en Appel til Dronningen udvirkede
Benaadning.
1813 opførtes Cherubinis geniale Musik til L o r a u x ’ slette
Text „ L o d o i s k a “, og da Udførelsen var ligesaa utilfredsstillende som
Handlingen og især dens aldeles umotiverede Overhugning af Knuden
var interesseløs, drog dette polske Høver- og Ridderskuespil den hen
rivende Komposition med sig i sit Fald.
M o n v e l s S yn g esp iltex t „ S a r g i n o eller K j æ r l i g l i e d s
L æ r l i n g “ er en temmelig
s v a g
B ehand ling a f en k jøn Fortæ lling
a f A rnaud , men gjo rd e med Musik a f d’A la y ra c megen L y k k e i
F ra n k rig og T yd sk land , hvo r det gaves under T itlen „Otto von
W a lb u rg “ . E n italien sk L ib rettist fordærvede S ty k k e t totalt ved
at om arbeide det til B ru g fo r Ferdinando P a é r ( 17 7 1— 1839),
med h vis M usik det b le v opført hos os 1820 og ved en ud
mæ rket Ud førelse, især a f J f r . L ø ffle r og F ryd end ah l, i F o r
b indelse med Kompositionens Skjønhed og F y ld e gjorde en saadan
L y k k e , at det naaede treog ty v e F o restillin ger i ti A ar. Derimod
fa ld t P a é rs „ A g n e s e “ og hans „ S k o v e n s S ø n n e r “ hvis T ext
O ehlenschlager havde bearbeidet, helt til Jo rd e n faa A a r efter.
N avn et G ioachino R o s s i n i (179 2— 1868) v a r i sig selv et
K am p sign a l og b le v det end mere under de Omstændigheder,
der led saged e hans Indtrædelse paa vo r Scene. I Theatrets
m u sikalske L e d e lse v a r der ind traad t den F o iand ring, a tK u n z en
(I. S. 568—69) v a r død den 28. Ja n u a r 18 17 , kun sexoghalv-
uredsindstyve A a r gammel, men efter i lang T id at have lidt
store Sm erter, som havde h av t baade legem lig Svækkelse o^
a and elig P irre ligh e d til F ø lg e . Hans Embedsom raade b le v delt